Kvinderne jeg tænker på om natten - i mine heltinders fodspor

Velskrevet og rørende bog om de stærke og normbrydende kvinder gennem tiden, som forfatteren tænker på i de søvnløse nætter, når alting føles svært og problematisk.

”Først tænkte jeg på dem i søvnløse nætter, mens jeg søgte efter styrke, inspiration og mening med livet – nu er jeg vågen om natten, eksalteret på grund af dem.”

Sådan afslutter den 43-årige finske forfatter Mia Kankimäki indledningen til sin bog ’Kvinderne jeg tænker på om natten’, og efter at have læst den, forstår jeg hendes fascination og betagelse, nærmest besættelse af disse kvinder, der brød alle rammer for, hvad der var velanset og på alle måder muligt for kvinder, i et mandsdomineret og -styret samfund. Natkvinderne kalder hun dem og det er dem og hendes søgen efter spor af disse fortidens kvinder og en enkelt nulevende, bogens handling tager sit udgangspunkt i.

Mia Kankimäki har samlet utroligt meget materiale sammen igennem årene, om hendes natkvinder; kvinder der ikke har fulgt de traditionelle livsbaner, kvinder der ikke har villet være afhængige af mænd, som er rejst til fremmede lande alene, er blevet kunstnere eller andre ting, som vi med nutidens øjne anser for at være helt normalt, men som i disse kvinders levetid var fuldstændig uhørt. Mange af kvinderne er blevet latterliggjort eller udstødt pga. de valg de foretog, fordi mænd ikke mente at kvinder duede til andet end at være i hjemmet og se pæne ud mens de broderede. ”Man lo naturligvis ad disse rejsende kvinder, disse morsomme kuriositeter.”

Vi følger Mia på hendes rejser ud i verden, en slags opdagelsesrejse i kvindernes fodspor, i jagten på at prøve at forstå hvad disse kvinder var oppe imod. Hun tager også på flere skriveophold i forsøget på at finde ro og tid til at få reduceret den uoverskuelige mængde materiale, der skal blive til denne bog.

Vi kommer først og fremmest til Afrika i Karen Blixens fodspor, til Japan, og Firenze og flere andre steder, og får beskrevet steder og stemninger så smukt og levende at man næsten føler man er der selv. Muligvis også et tegn på Coronapandemiens aftryk i mit rejsehungrende hjerte.

Forfatteren sætter nye perspektiver på f.eks. Karen Blixens liv og tager fat i nogle historiske personligheder, der er godt gemt væk i glemslens tåger og mangler den anerkendelse de burde have haft.

En spændende og velskrevet bog – jeg vil ikke kalde det en roman, da det er en blanding af rejsebeskrivelser, historiske facts og selvbiografi, som gør os klogere på en masse kvinder og ikke mindst det at skrive en bog, hvilket tydeligvis kan være en temmelig hård og svær proces.