Anmeldelse
Franka af Henk Kuijpers
- Log ind for at skrive kommentarer
Franka arbejder på Krimimuseet i Groterdam, hvor hun ofte bliver involveret i spændende sager. Hun har dog også en evne til selv at tiltrække ballade og mystiske personer.
Franka arbejder på Krimimuseet i Groterdam, hvor hun ofte bliver involveret i spændende sager. Hun har dog også en evne til selv at tiltrække ballade og mystiske personer. Og i de senere albums åbner hun endelig selv det detektiv-bureau, hun har drømt om i mange år.
Henk Kuijpers har gennem årene ændret en del på Frankas udseende i takt med, at hans evner som tegner også udviklede sig. I det første album ”Krimimuseet” er Franka ikke engang hovedpersonen, og albummet virker mest af alt som en prøveklud for det persongalleri, Henk har i tankerne. Det er den nye medarbejder på Krimimuseet, Jarko, der er hovedperson.
Måske er det, fordi det ikke var normalt, at kvinder havde hovedrollen i tegneserier. Det næste album har Franka som dominerende hovedperson, og det klæder serien godt. I løbet af serien får vi præsenteret Franka som snedig, forudseende, impulsiv, danseglad, sportsentusiast og klog. Hun er ikke specielt interesseret i tøj, men tager gerne flotte kropsnære kjoler på, hvis anledningen er der.
Der er tænkt meget over de indviklede scenarier, som tegneren og forfatteren Henk Kuijpers præsenterer os for.
Henk Kuijpers har en forkærlighed for at tegne Groterdam og andre byer om aftenen, hvor
neonlysene spejler sig i de regnevåde gader. Han er specialist i at tegne levende bybilleder, fyldt af lys og skygger og mange menneskers små historier. Han kan tegne, så man forestiller sig, at arkitektstuderende savler over den lethed, hvormed Henk kan præsentere det perfekte perspektiv på sine bygninger og gadetegninger.
Tydeligst at se Henk Kuijpers talenter som tegner er i albummet ”Projekt Atlantis”, hvor Franka hyres af Aura Ax, barnebarnet til den meget rige skibsreder Magnus Ax, der havde en drøm om at bygge verdens største luksusflyvemaskine.
Han byggede den i junglen, men blev aldrig færdig. Her finder Franka og Aura den godt 40 år senere, fyldt med billeder af Miró og Matisse og skulpturer af Picasso. Henk Kuijpers formår på disse sider både at tegne den vilde frodige og fugtige jungle, den store flyvermaskine i stilrene og tekniske tegninger og opfinde nye motiver til Miró, Matisse og Picasso, der er troværdige.
Han bruger også sin perfektionisme til at forme Franka. Hun starter med at have ca. en kvadratmeter rødt krøllet hår på et alt for stort hoved. Langsomt gør han igennem serien hende højere og tyndere og giver hende meget flotte former. Tilsidst er hun så flot bygget, at Henk bliver nødt til at give hende en kæreste, Hugo, så han kan klæde hende af. Nu kan vi se hele den perfekte krop, han har skabt. Heldigvis bliver det aldrig lummert, selvom Henk dog i albummene ” Det portugisiske guldskib” og ”Rorgængerens øjne” benytter sig af enhver chance for at lade hende smide tøjet.
Med introduktionen af Frankas kæreste Hugo er der dog kommet et godt modspil til denne handlekraftige kvinde. De supplerer hinanden godt, og har jeg fortalt, at han er tegnet efter græske guders mål?! Nu hvor Hugo er blevet fast inventer i de sidste tre albums, får man dog følelsen af, at det er ok at forlade Franka nu. Der er kommet harmoni i hendes tilværelse, og alt er godt. Så måske slutter serien her, hvem ved? Jeg vil dog altid vende tilbage til denne serie, da tegningerne er som jeg intet andet sted har set dem: Perfekte, levende, og meget smukke.
Brugernes anmeldelser