Krigere uden våben - lægerne og modstandskampen

En overskuelig, let tilgængelig og spændende sammenfatning af de danske lægers rolle i modstandskampen under besættelsen.

Klaus Larsen er journalist på Ugeskrift for Læger og har skrevet flere historiske værker om lægers forhold. Han belyser mange aspekter af lægernes deltagelse i modstandskampen fra den første spæde og forholdsvis fredelige begyndelse til en mere radikal involvering ikke mindst provokeret af tyskernes planer om at internere danske jøder. Lægernes rolle umiddelbart efter krigsafslutningen behandles også.

Forfatteren fremhæver, at lægerne var stærkt repræsenteret i modstandskampen og ser i den forbindelse også på den psykologiske og sociologiske baggrund. Mange læger kom fra solide middelklasse-lægehjem, men den lægefaglige etik ses som den væsentligste drivkraft. Dertil kom, at det var helt naturligt at søge hjælp hos lægerne. De havde den medicinske ekspertise, modstandsbevægelsen havde brug for, og nød befolkningens tillid. De havde telefon og et omfattende netværk, og ikke mindst havde de en bil og benzin, og med tilladelse til at køre ud på alle tider af døgnet vakte de ikke mistanke. Hospitalslægerne kunne desuden let skjule eftersøgte modstandsfolk i hospitalernes labyrintiske gange. Bogen kommer med mange konkrete eksempler på læger i aktion, og den medtager korte uddrag af dagbøger skrevet af læger.

Rent bortset fra at læger af idealistiske grunde satte deres liv på spil, blev deres etik alvorligt udfordret i enkelte situationer. Læger i kz-lejre blev stillet over for ubærlige valg for at kunne hjælpe nogle få. Umiddelbart efter krigen stod lægerne over for nogle vanskelige dilemmaer. Hvordan skulle de kunne forsvare at medvirke i henrettelserne af landsforræderne? Lægernes kritik af de brutale og uhumske forhold, man bød de danske internerede, var uvelkommen og direkte farlig for lægerne selv. Den mangelfulde lægebehandling af de voldsomme strømme af udhungrede og syge tyske flygtninge blev også et dilemma for lægerne, dels på grund af de knappe ressourcer, dels fordi lægehjælp til flygtningene nærmest blev anset for landsforræderi.

Bogen giver mange konkrete eksempler på lægers heroiske handlinger, men den skal roses for også at medtage medaljens bagside, for mange læger pådrog sig alvorlige psykiske mén. Med sin specielle synsvinkel yder bogen et værdifuldt bidrag til den righoldige litteratur om besættelsen.