Krestens breve og dagbøger

Den menige soldat Kresten Andresen var en velformuleret og uhyre flittig brevskriver, og hans mange breve og dagbogsoptegnelser bringer os tæt på Første Verdenskrig, som soldaterne oplevede den.

Anden Verdenskrig er tættere på os, og vi glemmer ofte, hvor brutal Første Verdenskrig var, kendetegnet ved sine blodige skyttegravsslag. Kresten Andresen var en af flere dansksindede sønderjyder, der blev tvunget til at kæmpe på tysk side. Måske ikke lige prototypen på den menige soldat. Veluddannet med en god, kulturel ballast og stærke familiebånd tillige med en etisk livsholdning. Egenskaber, der undertiden gjorde ham ensom i de perioder, han ikke gjorde tjeneste sammen med ligesindede sønderjyder. Hans nationale sindelag gav ham desuden stor forståelse for den franske civilbefolkning. Han oparbejdede et godt forhold til de franskmænd, der husede ham i forskellige perioder, og han beklagede de ødelæggelser, krigen forårsagede.

Kresten Andresens skriftlige vidnesbyrd er meget reflekterende og velformulerede, og de belyser meget fint den menige soldats hårde vilkår og hans måde at tackle soldaterlivet på. Et fælles vilkår er sult, kulde og utøj, og Kresten beder ofte om tøj og mad i sine breve. At han også beder om papir og blyant vidner om et mentalt overskud. Han læser, tegner og fotograferer, men funderer over, hvordan følelser og sanser efterhånden bliver døvede af krigen og gør soldaten til en krigsrobot. Alligevel vidner hans breve om en evne til at glæde sig over nuet, årstidernes skiften og de afvekslende landskaber.

Som menig soldat var man ret uvidende om krigens gang, og rygtedannelser florerede blandt soldaterne. I lighed med mange andre opretholdt Kresten en tro på, eller i hvert fald et håb om, at krigen ville blive kortvarig, selv om optimismen efterhånden blev lidt tyndslidt. Under alle omstændigheder en meget brugt overlevelsesstrategi. I sine breve til familien bestræbte Kresten sig på at holde en optimistisk tone, men kunne ikke helt skjule krigens gru.

Krestens optegnelser fortæller om et omskifteligt, men ensformigt liv. Man skal ikke glemme, at kedsomhed også er soldatens følgesvend. Undertiden var han ved fronten, men ofte bestod arbejdet i det hårde slid med at udbedre skyttegravene. Bag fronten kom han blandt andet til at virke som høstarbejder. Orlov var stort set uopnåelig. Krigstraumer var ikke opfundet dengang. Kresten omtaler en soldat, der var ”nervøs af al den slagtummel” og en anden, der led af ”nervechok”. Selv fremtræder han som ret robust, trods et følsomt væsen. Han bevarer en tro på en bedre fremtid og lægger endog planer for sit liv efter krigen.

Han blev kun 25 år. Han deltog i krigen i to år og en dag. Den 8. august 1916 på vej til skyttegravsstillingerne ved Somme bliver han meldt savnet, og det vides ikke, hvad der skete med ham. I de senere år har der været en stigende interesse for Første Verdenskrig. Kresten Andresens breve og dagbogsoptegnelser er et godt sted at begynde, hvis man vil have indsigt i krigen, som den menige soldat oplevede den.