Knald og fald

Luk op for et univers, hvor homoseksualitet er en selvfølge, og hvor sorte sagtens kan være hvide. Nell Zink har skrevet en roman, som ser stort på konventioner og traditionelle verdensopfattelser.

Selvfølgelig gør det indtryk, når Jonathan Franzen er citeret for at kalde forfatteren usædvanligt talentfuld på forsiden af en roman. Det må være enhver – forholdsvis ny - forfatters drøm at få sådan en blåstempling, selvom det selvfølgelig også betyder, at man som læser har skyhøje forventninger til bogen. Og kan hun så leve op til forventningerne, amerikanske Nell Zink, som har skrevet dette livlige kludetæppe af en roman? Ja, det kan hun faktisk godt. Filmrettighederne til ’Knald og fald’ er allerede solgt, og det forstår man godt. Historien er fuldstændig crazy, sprudlende og mærkelig, men den kræver, at man overgiver sig til den. Det er ikke nogen realistisk roman, og bogens persongalleri er mildest talt usædvanligt. Man skal tunes ind på romanens univers og acceptere, at man ikke får et stykke dybsindig litteratur, hvor karaktererne folder sig ud, udvikler sig og bliver klogere. Til gengæld får man en fabelagtigt skør historie fortalt i et sprog, der danser. Stilsikkert og overlegent og alligevel altid med små improvisationer undervejs.

Historien er svær at gengive på en måde, som yder den retfærdighed. Den unge lesbiske Peggy vælger i 1960’erne at gifte sig med den ligeledes homoseksuelle mandlige lærer Lee, som underviser på hendes pigecollege, og som er den type karismatiske litterat, alle unge forfattere forguder. Parret får to børn, men efter ti års halvbizart ægteskab flygter Peggy med datteren Mireille og lader sønnen Byrdie blive hos sin far. Herefter følger vi på skift både Peggy, Lee, Mireille og Byrdie, hvis veje krydses gennem livet på mere eller mindre mærkværdige måder.

Romanens styrke er humoren, det legende sprog og det farverige persongalleri. Historien er dybt underholdende, men man sidder næppe tilbage med en følelse af at være blevet klogere på menneskeheden, når man har læst den! Man kan mene, at det er en overfladisk roman, men under den kække overflade gemmer sig en historie om at stå fast på sin ret til at være den, man nu engang er. Peggy og datteren Mireille lever i selvvalgt fattigdom, og Peggy træffer undervejs nogle besynderlige valg (blandt andet at hun og Mireille skal opfattes som sorte!), men der lefles ikke for nogen, hun er aldrig ude på at behage eller stille omgivelserne tilfreds. Det samme kan siges om romanen, der aldrig moraliserer eller tager stilling. Det klæder den utrolig godt, for på den måde er læserens fokus altid på selve historien og på det twist, verden og virkeligheden får. Hvem siger, alting skal være sådan, som det altid har været? Nell Zink gør i hvert fald ikke.