Kigger ned, falder op

Intensiv og velskrevet roman om Ida, der lever udspændt mellem håb og frygt, da hendes mor bliver alvorligt syg.

Kan man holde et skrig tilbage fra april til september? Svaret er åbenlyst nej, men det er, hvad hovedpersonen Ida prøver. Da hendes mor bliver syg, rives den normale hverdag op med roden, og både Ida og hendes familie skal finde sig til rette i deres nye virkelighed. Fortællingen er opdelt i en række korte passager, der veksler mellem dialog og poetiske skildringer af de relationer, Ida indgår i.

For at forstå romanens sprog, tjener indledningen som et godt eksempel: ”Far taler. Jeg kan høre mor græde. Der summer store flokke bier ud ad øjnene på hende, og de stikker mig alle sammen i maven.” Den korte form fungerer fremragende, da de usentimentale beskrivelser står skarpt og ikke svælger i følelser og sygdomsskildring.

Forlaget alderssætter romanen meget bredt til store børn, unge og de lidt ældre. Det er umiddelbart også svært at fastsætte, hvilken aldersgruppe romanen henvender sig til, hvilket betyder, at den kan læses af mange. Og det kan den især på grund af de mange fine betragtninger undervejs.

Det første, der påvirkes hos Ida, er sproget og hvem hun er. Hun taler fx om, hvornår man stopper med at være et pattebarn. Hun har svært ved at håndtere de nye følelser, som opstår i kølvandet på morens sygdom. Hun træder ind i en tilstand, hvor hun bliver opmærksom på alle detaljer. Den korte form understøtter det tunge tema godt og gør fortællingen let at læse.

Især det manglende sprog mellem mennesker er interessant, her i et eksempel, hvor moren og Ida taler forbi hinanden:

”Mor: Er du okay, lille skat?

Mig: Jeg er ikke lille.

Jeg siger det, selvom det slet ikke var det, jeg ville have sagt.

Mor: Det har du ret i. du er vokset så meget midt i alt det her.

(…)

Jeg vil gerne råbe at jeg slet ikke er vokset eller blevet større. Det kan jeg nemlig slet ikke. Det er dét mor og far og Trine ikke forstår. Tiden har stået stille siden marts, og nu er det juli.”

Romanen kaster mange tråde ud i fortællingen, bagsideteksten består da også kun af spørgsmål, men kun én samles for alvor op – og det må være pointen, at de mennesker, Ida møder, gerne må flagre, fordi der ikke er plads til dem i den særlige tilstand.

Liv Eas roman er god læsning, fordi man følger tiden inden, hovedpersonen måske mister en, hun holder af. Det er altså ikke et værk om den efterfølgende sorg, men om den mellemtilstand, der følger med en alvorlig sygdom – en tilstand, hvor man mangler ord. Og nogle af de ord kan man måske finde i denne roman.