Kidnappet : i islamisternes fangehul

Jeppe Nybroes beretning om de 28 dage som gidsel i Libanon er et ærligt forsøg på at bearbejde den forfærdelige hændelse, og læseren tages med helt ind i mørket.

Jeppe Nybroe blev den 7. februar 2014 kidnappet sammen med en palæstinensisk-libanesisk kollega. De bliver holdt som gidsler i 28 dage, og kun frigivet fordi Nybroes familie og venner formår at rejse penge nok til at betale løsesummen. Nybroes fortælling og oplevelse starter, hvor han og kollegaen vil lave en baggrundsreportage om netop kidnapningsindustrien – for ”jo bedre vi forstår kidnappernes måde at operere på og deres motiver, desto bedre vil vi […] kunne svare igen eller i det mindste i videst muligt omfang undgå fælderne”. Det tragiske er, at han selv ender som en del af denne industri.

Det er set før, at en bog har sat gang i en større debat. Også at debatten har været både saglig og usaglig. Der har været positive og negative anmeldelser; medfølende og meget kritiske. At forfatteren ikke har tjekket sine oplysninger, eller at beskyldninger der fremsættes i bogen, ikke bliver besvaret.

Jeg ville gerne medgive denne kritik, hvis det var det, bogen ville – men det er det ikke. Bogen er Jeppe Nybroes ”forsøg på at beskrive, hvordan det var i dagene og nætterne i det mørke fangehul”. Derfor er der ikke altid svar på beskyldninger eller styr på fakta; Nybroe skriver flere gange, at han ikke har kunnet tjekke fakta eller skrive dem, fordi disse enten er fortrolige ift. efterforskningen af hans kidnapning eller ”af hensyn til andre gidsler og pårørendes liv og sikkerhed”.

Efter endt læsning er jeg efterladt med indtrykket af en mand, som ikke er kommet helt ud på den anden side af oplevelsen, men jeg er imponeret af, at han allerede et lille års tid efter hans kidnapning er i stand til at forholde sig nøgternt til så frygtelig en oplevelse. En oplevelse som berøvede ham hans frihed til at være ham selv. Gjorde ham til en handelsvare, som blev behandlet som kidnapperne ønskede – truet, slået, sparket og pisket. Fortællingen giver en fornemmelse af, hvor mange tanker, der kan suse gennem hovedet på et gidsel; ønsker og håb, frygt og angst, ydmygelse, forsøg på at hjælpe kidnapperne i forhandlingerne i håb om at hjælpe sig selv. Jeg kan på ingen måde begribe, hvordan man psykisk kan overleve det, både mens det foregår og bagefter.

Mange vil huske Jeppe Nybroe som en fremadstormende journalist på DR TV-Avisen, som dækkede større begivenheder, også som udenrigskorrespondent. Med denne baggrund kunne man forvente, han havde styr på fakta og beskyldninger, men bogen er ikke et stykke journalistisk arbejde. Bogen har for Nybroe været en måde at bearbejde hans oplevelser på. Det er sådan, jeg har læst bogen, og synes man skal læse bogen sådan: At bogen ikke en faktabog om kidnapningens væsen, og netop at personlige oplevelser ER personlige.