Kay Bojesen - linjen skal smile

Biografi, der kaster nyt lys over den folkekære brugskunstner, som vi er tilbøjelige til at sætte i bås som kreativ legetøjsmager. Oplagt læsning for enhver med interesse for dansk brugskunst.

Ikke et ondt ord om Kay Bojesens gedigne og geniale trælegetøj for de mindste, som jeg mener at kunne huske helt tilbage fra mine børns daginstitutioner. Meget af det er kostbare samlerobjekter i dag, og også på Kay Bojesens tid hørte legetøjet til i den dyre ende. Den charmerende træabe, der oprindeligt var tænkt som knage, kan man da ikke blive træt af. Også søpapegøjen, zebraen, garderne og alle de andre husker vi stadig. Venlige figurer, som man kun kan holde af.

Bogen giver os indtryk af en rund og glad kunsthåndværker med barnesindet i behold, lidt ligesom Bjørn Wiinblad, men langt mere alsidig. En sand multikunstner, der havde evnen til at forny sig og ikke var bange for nye materialer. Bojesen var livet igennem en uhyre flittig mand, der arbejdede lige til det sidste. Han nåede at designe over totusind genstande i blandt andet træ, sølv, porcelæn og glas.

Kay Bojesen kom fra en velhavende familie. Han var ikke glad for skolen, så faderen satte ham i købmandslære, men det kunne ikke kvæle hans kreativitet. Han tilbød at tegne mønstre for den lokale guldsmed, og det førte ham til en læreplads hos Georg Jensen, hvor han blev en meget dygtig sølvsmed påvirket af den kringlede skønvirkestil. En form han senere forlod til fordel for den enkle, stilrene funktionalisme. I den forbindelse er det lidt sjovt at se fotoet af hans private lejlighed i et af Arne Jacobsens stilrene byggerier fyldt med tunge, gammeldags møbler, der oser af hygge! Senere blev han kunstnerisk leder hos Bing & Grøndahl, men fandt ud af, at han trivedes bedst som selvstændig.

Allerede i sin samtid var Kay Bojesen en succesrig og anerkendt kunsthåndværker både i Danmark og i udlandet. Han var absolut ikke nogen verdensfjern kunstner. Hans købmandsfortid gjorde ham til en dygtig forretningsmand, uden at han af den grund gav køb på kvaliteten, hvad enten han designede for børn eller voksne. Han sørgede for at kombinere det funktionalistiske formsprog med den praktiske anvendelighed. Hans trælegetøj kunne tåle hårdhændede barnefingre. Sølvtekanden havde en tud, der ikke dryppede. Det berømte Grand Prix-bestik lå godt i hånden, og kniven kunne faktisk skære.

”Linjen skal smile”, og det gør den hos Kay Bojesen. Også denne biografi kalder smilet frem, i hvert fald hos denne anmelder. Den er både underholdende og oplysende. Uhyre velskrevet, krydret med små anekdoter, og meget indbydende med et væld af illustrationer, der giver et fint indtryk af Kay Bojesens brugskunst. Forfatteren er cand. mag. og journalist med speciale i design og kunsthåndværk, og han har takket være Kay Bojesens familie haft adgang til et righoldigt kildemateriale. Registret kunne godt have været mere udførligt, men det er kun en lille skønhedsplet på en fremragende bog, der må være oplagt læsning for enhver med interesse for dansk brugskunst.

Originally published by Jytte Kjær Schou, Litteratursiden.