Kast himlen i havet

Debutdigtsamlingen er skrevet med vildskab som et opgør med fortiden og lægger op til debat om samfundets magtstrukturer.

’Kast himlen er i havet’ fremstår som et frigørelsesprojekt, hvor jeg’et undersøger og forsøger at afgrænse forskellige magtforhold mellem det enkelte menneske og omverden. Jeg’et erindrer sin religiøse opvækst, som hun har vendt ryggen. I fraværet af religion afsøger og eftersøger hun noget, som kan træde i stedet for. Det er både smukt og vildt på samme tid.

Digtsamlingen er inddelt i tre afsnit med titlerne 'Underkastelser', 'Dedikationer' og 'Obduktioner', hvor især første og sidste afsnit har en fin rød tråd. Allerede fra det første digt oplever man som læser den magtundersøgelse, jeg’et gennemgår. Her taler hun direkte til Gud og skriver bl.a.: ”Jeg satte en mand i dit sted / hans krop er mit alter […] Jeg lukker øjnene / ingen af jer har magt over mig længere”.

Noget af det fineste ved digtsamlingen, er Salomonsens evne til at sætte en scene. Digtene er fyldt med groteske rum, hvor frigørelsens sprog og længslens afmagt kommer fint til udtryk gennem sansning. Det sker fx, når hun skriver: ”Fraværet af Gud er som et knivstik / jeg ryger den ene cigaret efter den anden / husker hvordan jeg lå fladt på maven / med armene bredt ud som et kors / og råbte / jeg er din”. De seksuelle under- og overtoner går igen gennem samlingen, når hun i længslen efter et pejlemærke forsøger at erstatte denne mangel med mænd og et grænseløst liv.

Smerten, seksualiteten, sorgen og stofferne er alle forsøg på at erstatte det tabte, som ligger bag jeg’et i fortiden. Ikke som en nostalgi eller flæben, men som et sted at arbejde sig ud fra, som det sted frigørelsen vokser fra på godt og ondt. Som frigørelsesprojekt minder ’Kast himlen i havet’ om Anna Dyhrs roman ’Købekælling’, der også med et vildt og poetisk sprog fremviser en kvindes opgør med den kasse, hun har været henlagt i.

Digtsamlingen fremstår som et smukt selvportræt, hvor flere fine passager fremskriver den skrøbelighed, som jeg’et også indeholder på trods af de kyniske betragtninger af verden og den hensynsløse livsførelse: ”Jeg tager fat ved solarplexus og krænger mine ribben udad / så huden hænger / som ødelagte gardiner”.

Sproget kammer til tider over med sammenligninger, ligesom digtene er klart bedst, når de ikke kommer med en moralsk konklusion til sidst. Flere digte ville fremstå mere tidløse og skarpe, hvis de sidste par verslinjer var udeladt. Ligesom afsnittet 'Dedikationer' fremstår som en afvigelse fra resten af samlingen.

Overordnet set er ’Kast himlen i havet’ en interessant og skarp digtsamling, som undersøger hvad der sker, hvis man mister sit pejlemærke i livet. Efter endt læsning glimter visse passager stadig i min erindring, og digtene får mig til at tænke over, hvad jeg gør af vane. og hvad samfundet af vane lukker sine øjne for. Digtene er debatskabende, fordi de undersøger nogle af de magtstrukturer, som findes i vores samfund, og de kan derfor læses af mange.