Kærligheden, krigen

Voldsom og brutal roman om Frankrigs erobring og kolonisering af Algeriet. Men også en stærk og poetisk roman om oprørstrang og seje kvinder.

Ved morgengry den 13. juni 1830 lægger den franske flåde sig ud for Algeriets kyst, og få uger senere indtager de franske soldater ’den uindtagelige by’, hovedstaden Algier. Algeriet er efterfølgende besat af Frankrig indtil selvstændigheden i 1962.

Assia Djebar har skrevet en barsk roman om sit lands brutale historie. Hun har skrevet om voldsomme kampe mellem de franske styrker og algeriske frihedskæmpere, hun har skrevet om frygtelige overgreb på algeriske kvinder og børn og om vold og tortur, så det er næsten ulideligt at læse.

Men samtidig har Assia Djebar skrevet en bog om de algeriske kvinders historie, ligesom i sin første roman, der blev oversat til dansk ’Shahrazads søster’. Om de kvinder, der blev ydmyget, pint og plaget af de franske soldater, og som af deres egne fædre, mænd og brødre blev holdt indespærrede, tilslørede og undertrykte.

I den store historie om Algeriet i de sidste knap to hundrede år blander forfatteren den lille historie, både i form af mundtligt overleverede beretninger, men også i form af sine egne erindringer om at vokse op som pige i et besat land. Hun får nemlig lov til at gå i fransk skole og lære at læse og skrive. Det er der ikke mange piger, der får lov til, men hendes far underviser i den franske skole og er mere europæisk i sin opfattelse end mange andre.

Om han senere fortryder, ved jeg ikke. I hvert fald bliver han vred, da Assia som 17-årig modtager et brev fra en ung mand. Faren river brevet i stykker og nægter at lade sin datter læse det. Af den grund skriver datteren i flere måneder kærlighedsbreve på fransk til den unge mand.

Assia Djebar beskriver paradokset stærkt og poetisk. På den ene side er det erobrernes sprog, hun bruger. På den anden side bliver det kærlighedens sprog. En vej ud af den tilslørede, undertrykkende tavshedens fængsel.

’Jeg skriver, og som du ser, er det ikke for at gøre noget forkert eller uanstændigt, men for at gøre opmærksom på min eksistens og for at føle mig levende. Jeg skriver for at give udtryk for et’ ’jeg’’.

Oversat fra fransk af Nina Gross efter 'L'amour, la fantasia' . Athene, 2008. 278 sider