Bog

Kædens sidste led

Af (
2014
)

Anmeldelse

Kædens sidste led af Fredrik T. Olsson

03 sep.14

Svensk debutthriller af international klasse. Og hvilken debut: Blandingen af konspirationer og verdensomspændende dommedag fungerer optimalt.

William Sandberg arbejdede i mange år som krypteringsekspert for det svenske forsvar, men nu har computere i stor stil overtaget hans arbejde. Han er gået på pension, men efter datterens død og den efterfølgende skilsmisse fra journalisten Christina har William mistet lysten til at leve. Han forsøger at begå selvmord, men reddes i tide blot for at blive kidnappet fra sin sygeseng på hospitalet.

Hans kidnappere tilhører en hemmelig organisation, som har sin egen dagsorden og tilsyneladende uendelige ressourcer og forbindelser. William føres til et afsidesliggende slot et sted i Alperne, hvor han bliver præsenteret for en indviklet talkode, og hans job er at få en mening ud af de mystiske tal. Det samme job arbejder den ligeledes kidnappede unge sprogforsker Janine Haynes også med, fordi der samtidig med tallene også findes en lang række tegn i en urgammel kileskrift.

Tegnene og tallene har tilsyneladende noget at gøre med en række dødsfald på grund af en mystisk virus rundt omkring i Europa. Samtidig med at William og Janine arbejder på at løse gåden, har Christina svært ved at forstå sin eksmands pludselige forsvinden, og sammen med sin unge assistent Leo indleder hun en jagt efter sandheden.

Den debuterende forfatter har tidligere leveret manuskripter især til TV og har også optrådt som stand-up komiker, og begge baggrunde har han formået at tage med over i sin historie. Timingen og dynamikken i handlingen er noget nær perfekt, og de mange korte kapitler og krydsklipningen mellem de forskellige personer er samtidig i høj grad med til at højne spændingsniveauet, som yderligere får et hak opad gennem de mange cliffhangers.

Og der er tale eminent god spænding i et hæsblæsende og medrivende tempo. Plottet i historien er, som det skal være i den slags romaner, indviklet og med flere overraskelser undervejs, og så gør det knap så meget, at personerne ikke bliver til ret meget andet end prototyper. For den spændingshungrende læser er det en rigtig godbid, og det kan overhovedet ikke undre, at Warner Brothers allerede har købt filmrettighederne.

Bogdetaljer

Forlag
Hr. Ferdinand
Faustnummer
NULL
ISBN
9788793
Antal sider
523

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer