Jeg får døden

Ane-Marie Kjeldberg skriver sig dygtigt ind i rækken af danske krimiforfattere. Plottet er gennemtænkt, miljøet omkring alternative behandlere interessant og handlingen elementært spændende.

Den midaldrende hospitalspræst Esters nysgerrighed bliver vakt, da den kvindelige samlever til hendes tidligere veninde, Minna, dør under mærkværdige omstændigheder efter en ellers ukompliceret operation. Samme nysgerrighed vækkes hos den yngre hospitalspsykolog, Andreas, og sammen prøver de to at løse gåden om Helles mystiske død. Deres undersøgelser fører dem ind i det alternative miljø i Silkeborg og specielt i kursuscentret, Jurten. Gang på gang er de ved at stirre de sig blinde på mulige gerningsmænd, følger blinde spor, misfortolker vidneudsagn og løber panden mod en mur, samtidig med at de selv udsættes for livsfarer. Undervejs sker endnu et par uhyggelige drab, og de to amatørdetektiver løber om kap med tiden for at løse gåden. Sideløbende må Ester også tage stilling til sine stadigt varmere følelser for den 13 år yngre psykolog.

Ane-Marie Kjeldberg har med denne krimi indskrevet sig i rækken af danske kvalitetskrimiforfattere. Det er forfatterens første krimi. Plottet er gennemtænkt og elementært spændende, og forfatteren formår at holde spændingen til det sidste. Med mellemrum afbrydes romanens fremadskridende handling af den formodede gerningsmands tanker. Det tilføjer historien en vis gysereffekt og bidrager til at øge spændingen. Persontegningen virker ægte og troværdig. Selv om romanen foregår i alternative kredse, synes Ane-Marie Kjeldberg at have en nøgtern og sober holdning til healere, clairvoyante, numerologi o.l. Romanen er tydeligvis ikke skrevet med henblik på at nedgøre den side af behandlersystemet. Min eneste anke er, at jeg ikke synes, at forholdet mellem Ester og Andreas rundes af, men måske gemmes det til et kommende bind med de to amatørdetektiver?

Originally published by erlinglykke, Litteratursiden.