Jeg er Charlotte Simmons

Campusroman om nutidens unge og deres tilsyneladende endeløse, moralske forfald. Der er øl, fisse og hornmusik for alle pengene i Tom Wolfes nye moppedreng af en roman.

Så mist da den mødom – hvor svært kan det være! Sætningen gik gennem mit hoved mange gange, mens jeg pløjede mig frem i Tom Wolfes "Jeg er Charlotte Simmons".

Romanens hovedperson er den unge Charlotte Simmons, der har fået et stipendium til det prestigefyldte college Dupont. Charlotte har hidtil levet en mere end almindeligt beskyttet tilværelse med sin familie i en lille provinsby. Hun glæder sig til at starte et nyt og åndfuldt liv med intellektuelle ligestillede på det velestimerede college.

Virkeligheden viser sig dog at være en helt anden – med Chalottes egne ord; "brunstbrunstbrunst". Tom Wolfe portrætterer det amerikanske collegeliv hårdt og brutalt; hor, druk, gruppepres, social udstødelse og snobberi af allerværste skuffe.

Fra starten af romanen ventede jeg på Charlottes fald fra moralens høje tinder – vi ved, hun skal ned med sin (yndige) nakke (og personligt glædede jeg mig til det, hvilket jeg er lidt i tvivl om egentligt var forfatterens intention…).

Tom Wolfe iscenesætter rammen for hendes fald minutiøst og med stor (stor!) detaljerigdom. Der bygges op til et klimaks i ren krimistil – hvornår sker "mordet", og hvem er det som gør det? Her blot i form af hvem der tager pigebarnets mødom. Vi præsenteres for de tre mandlige kandidater og deres respektive hemmeligheder.

Desværre indtræffer Charlottes moralske deroute først på side 480 og efter det er sket, går luften ligesom lidt af ballonen.

Tom Wolfes roman er blevet kritiseret for at være både lang og konservativ, og det er ikke uden grund. Der er et strejf af "ungdommen nu til dags" over den, og det er ikke klædeligt, når det kommer fra en mand på over 70 år.

På den anden side er der også meget humor og sarkasme i bogen – det synes jeg vejer op for meget. At den er for lang, kan jeg også godt bære over med, for det er i detaljen, at bogen er sjovest! Men at bogen efter sit klimaks fuser ud og efterlader læseren med lommefilosofisk overvejelse om, hvorvidt Charlotte er bedre eller værre stillet efter sit moralske fald – det er skuffende, i hvert fald for denne læser!

Oversat af Mich Vraa. Lindhardt og Ringhof, 2006. 722 sider.