Bog

Hvordan får vi bedre debat om velfærd?

Af (
2017
)

Anmeldelse

Hvordan får vi bedre debat om velfærd af Nanna Mik-Meyer

03 apr.17

En lille, men væsentlig bog, der med udgangspunkt i en analyse af de dominerende rationaler i velfærdsarbejdet tilskynder til en langt mere nuanceret og konstruktiv velfærdsdebat.

Forfatteren, professor Nanna Mik-Meyer, anfører, at der groft sagt er to fløje, der står stejlt over for hinanden i velfærdsdebatten, konkurrencestatstilhængerne og tilhængerne af den klassiske velfærdsstat. Begge overser de tre rationaler, som hele vores velfærdssystem bygger på, og det afsporer debatten og giver et forvrænget billede af, hvordan velfærdens kerneinstitutioner rent faktisk fungerer, og hvilke rammer de er underlagt. Hun gennemgår de tre grundlæggende rationaler, bureaukratiet, markedet og psykologien, og argumenterer for, at ingen af dem kan undværes trods deres indbyggede dilemmaer. En velfærdskritik, der ikke tager højde for rationalerne, er uholdbar. I stedet bør en mere frugtbar debat tage udgangspunkt i, hvordan de tre rationaler skal afvejes i forhold til hinanden i det praktiske arbejde.

Bureaukratiet ses som et gode, der skal sikre borgerne lige ret til velfærdsydelser, og en markedsforankret styring skal sikre en konstant udvikling af velfærden, mens det psykologiske aspekt har fokus på at inddrage borgeren. Forfatteren anlægger et nuanceret syn på de tre aspekter, men er ikke blind for den uhyre vanskelige øvelse, det er for velfærdsarbejderne at honorere de mange selvmodsigende krav, og selvfølgelig kører det også undertiden af sporet. Det er så fristende at kritisere bureaukratiet og kravet om øget effektivitet, men som forfatteren påpeger, kan vi bl.a. takke selvsamme bureaukrati for kræftpakkerne, der sikrer patienterne en hurtig behandling.

Velfærdsområdet er hele tiden under forandring, bl.a. pga. den stigende globalisering. Vi bliver aldrig færdige med velfærdsdebatten, og derfor er det også vigtigt, at vi er godt klædt på til at deltage i den. Her giver bogen et solidt fundament for at forstå, hvordan velfærdssystemet fungerer i praksis, og hvilke rammer velfærdsydelserne er underlagt, så debatten ikke bliver alt for generaliserende og ensidig.

Personligt savner jeg en etisk synsvinkel, men det ligger måske nok uden for denne bogs rammer. Etikken kan ellers sagtens tænkes ind i de eksisterende rammer, og det forekommer mig, at der er hårdt brug for den, hvis man vil sikre de svageste i samfundet en tilstrækkelig velfærd.

Bogdetaljer

Forlag
Informations forlag
Faustnummer
52971691
ISBN
9788775145669
Antal sider
73

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer