Hvor jeg var barn, var der isbjørne

Historien om en barndom på Grønland, som var meget anderledes og lærerig, er interessant og indsigtsgivende.

Anne Knudsen flyttede til Grønland med sin familie, da hun var 6 år. Faderen arbejdede, mens hendes mor gik hjemme. Moderen havde det svært med de lange mørke perioder, hvor lyset aldrig brød igennem og havde ikke så nemt ved at opbygge et netværk. Anne Knudsen og lillebroren fik derimod hurtigt nye venner, de legede både med grønlandske og danske børn. Indimellem var det rigtig farlige lege, som heldigvis gik godt. De måtte ofte sige farvel til nogen af de danske venner, som flyttede og var væk for altid. Der var ingen kommunikationsmuligheder, hvilket Anne Knudsen husker som en af de kedelige ting.

Der var mange isbjørne som blev skudt, og derfor havde de et bur med små isbjørneunger i deres have. Det var spændende, anderledes og fascinerende. Knudsen fortæller om de skel, der var mellem danskere og grønlændere. Hun undrede sig ofte over hvorfor, da hun havde lært at alle mennesker var lige meget værd, men racismen havde kronede dage. Nogen kæmpede for at overleve og få mad på bordet hver dag. Hvis man manglede noget, og havde penge, måtte man vente på at skibet kom igen.

Anne Knudsen er ikke bange for at fortælle sandheden, som hun oplevede den. Hun fortæller om menneskelige relationer, racisme, svigt og sorg. Dette er absolut et plus for bogen og skærpede min interesse yderligere. Knudsen fortæller levende og engageret om sit liv på Grønland set med et barns øjne, men fortalt af en voksen. Bogen er meget velskrevet og yderst interessant læsning.