Hvem har ansvaret?

En enestående mulighed for at kigge vores embedsmænd over skulderen og en velskrevet og velfunderet analyse af det danske embedsmandssystem og dets fejl og mangler.

De to forfattere ved, hvad de taler om. De har begge en fortid som departementschefer. Rosted i Erhvervsministeriet og Loft i Skatteministeriet, som han måtte forlade pga. den meget omtalte Thorning-skattesag. Bogen giver et grundigt indblik i en, for de fleste, lukket verden. Departementschefernes opgaver er eksploderet i de seneste 20-30 år i en grad, så forfatterne ikke mener, det er muligt for dem at varetage alle deres opgaver på forsvarlig vis. De argumenterer overbevisende for, at der er brug for reformer, og bogen munder ud i et kapitel med overordnede løsningsforslag.

Forfatterne oplever en faldende tillid til den måde, politiske beslutninger træffes på, og den måde, offentlige institutioner fungerer på. Det kalder på en reform af embedsværket. For ministrene er sags mængden eskaleret. De kan på ingen måde overskue det hele og træffe de rigtige beslutninger uden kvalificeret rådgivning. Departementschefernes rolle som politiske rådgivere for ministrene er blevet mere omfattende på bekostning af deres rolle som ansvarlige for, at arbejdet i ministerierne fungerer korrekt og upåklageligt. Det er uheldigt, mener forfatterne og peger på, at det heller ikke er tilstrækkeligt for ministrene alene at støtte sig til de politisk neutrale departementschefer.

Forfatterne nævner en række konkrete sager, flere af dem kendt i den brede offentlighed, hvor der er begået fejl, som måske kunne have været undgået. Fejlene ses som symptomer på, at den nuværende organisering ikke er optimal. At den typiske departementschef i dag har en svagere faglig profil og er mere orienteret mod de overordnede politiske forhold end mod de driftsmæssige og fagspecifikke anliggender vurderes som en medvirkende årsag til de uheldige sager.

I bogens afsluttende kapitel skitseres løsningsforslag. Forfatterne vil bevare det nuværende partineutrale embedsmandssystem, men foreslår bl.a., at det kunne suppleres med et hold erfarne, politisk udnævnte toprådgivere, der kommer og går med ministeren, kombineret med klarere forvaltningsregler. Ingen kan naturligvis vide med sikkerhed, hvad en grundlæggende systemændring helt konkret vil indebære, og her vover forfatterne sig ud på lidt gyngende grund, når de forestiller sig, hvordan udfaldet af en række konkrete ”møgsager” kunne være blevet under en ny struktur.

Et velfungerende embedsmandssystem er en væsentlig forudsætning for vores folkestyre, og i takt med at vilkårene for at lave politik ændrer sig, er det naturligt at se på en justering af strukturen. Bogen giver en enestående mulighed for at kigge vores embedsmænd over skulderen og få et begreb om det omfattende og komplekse arbejde, de udfører, og de problemstillinger der er forbundet med den nuværende organisering.