Hun og jeg og dyrene

Lån bogen på


Der sidder en nøgen kvinde og skuer ud på os  - på omslaget af Sophia Kalkaus nye bog Hun og jeg og dyrene. Med hænderne former hun en kikkert eller nogle briller. Ved siden af hende står et kamera parat til optagelse. Når man har læst bogen og kigger på bagsidens foto sidder hun stadigvæk i samme positur og betragter os, der kigger ind. Skulle hun ikke have siddet med ryggen til? Så ville der have været både dybde, perspektiv og et genkendeligt univers. Hvad vil hun f.eks sige til os med de brillehænder? Og hvad skal det kamera?

Sophia Kalkau har sammensat en række korte prosastykker i et springende mønster, der ikke vil fastholde hverken tid, sted eller fortæller. De længste af bogens i alt 67 tekster fylder lidt over en side. De korteste kun halvanden linie. Ligesom i hendes tidligere bog Månespil afslører forfatterens billedkunstneriske baggrund sig i en optagethed af flader, farver, linier, lys og mørke. Objekter i verden og i sproget er et materiale, der kan flyttes rundt på og dermed skabe skæve vinkler på nye virkeligheder.

Jeg vil gerne lege med og blændes af bogens allerførste tekst "Lyshav": "Der sad en pingvin ved siden af hende. Vi diskuterede højlydt, hvor den kom fra. Månen var bleg. På himlen hang konkylier. Hun sprang ind i en. Jeg fulgte efter. Vi passerede en hvirvelstorm. Der lød vingeslag i vinden. Vi kom til en diset kyststrækning. Luften var grynet af salt. I en lysning i disen spillede havet yoyo med stjernerne".

Senere afsløres det i en af teksterne, at "hun" og "jeg" er en og samme person, et drilsk påfund, der både er originalt og underholdende. Kortprosaen er en af de eksperimenterende litterære genrer, som især mange unge forfattere dyrker i disse år. Genren er kendt for sine korte tekststykker, der hverken er digt eller novelle. Ofte er man ikke er helt sikker på, hvor disse brudstykker af en eller flere historier starter eller slutter. I stedet danner de små modernistiske mosaikker, der udfordrer vores opfattelse af verden i et sprog, der giver associationer til et sært surreelt drømmeunivers.

Andre steder er sproget anderledes nøgternt og objektivt. Erindringer fra en barndom på landet, begravelser og død er de gennemgående temaer i bogens første del. Her bliver der bogstavelig talt skåret direkte ind til benet. Aldrig har så mange kaniner, undulater, hamstere, marsvin og ål måttet lade livet for en forfatters hånd. Teksterne er små perler af genkendelige situationer. Også om skolefrøken Tang, der slår kridtet mod tavlen. Og om lyden af bagerens gule rugbrød, der ruller gennem byen. Senere kommer en vis hr. Henry til, der fungerer som bror, ven eller partner til den dobbelte fortæller.

I Sophia Kalkaus bog er teksterne selvgyldige universer, hvor teksternes karakter og indbyrdes sammenhænge får et præg af underholdning i et makabert univers. Ligesom Per Højholt bruger Kalkau også humor og skæve vinkler til at gengive nye billeder af verden. Virkeligheden gradbøjes trinvist i en række lag, og kan man acceptere denne realitetsforskydning, har Hun og jeg og dyrene meget at byde på.

Borgen, 2002. 52 sider

BogWeb - 15. april 2002