Hulernes sang

Det begyndte for 30 år siden med ”Hulebjørnens klan”, og nu er den store og enormt populære saga om istidspigen Ayla nået til sin slutning.

Romanen tager direkte over, hvor det forrige bind ”Folket i klippehulerne” sluttede.

Ayla og Jondalar, som har fået datteren Jonayla, lever nu sammen med Jondalars folk.
Ayla prøver at leve sig ind i livet og dagligdagen hos sit nye folk, men selvom det er mennesker, der ligner hende, er hun anderledes. Ingen har før set en kvinde, der kan tale med dyrene eller forstå naturen på samme måde, som hun kan, og ikke alle er lige begejstrede for den lyse, fremmedartede kvinde.

Ayla har ikke glemt alle de ting, hun lærte under sin opvækst blandt neandertalerne, og det kommer hende til gode under træningen til at blive Zelandoni – stammens medicinkvinde og åndelige leder.

Det er imidlertid ikke ufarligt eller uden omkostninger at blive indviet i naturens og Den store Moders gåder.  Uddannelsen indebærer en farlig rejse til hellige huler, jordskælv, morderiske overfaldsmænd m.m., og Aylas træning sætter hendes forhold til Jondalar på prøve.

’Jordens børn’ forsøger at beskrive, hvordan livet kunne have været for 25-30.000 år siden, og forfatteren har på imponerende vis skabt sit helt eget medrivende univers.
Der ligger en omfattende research bag romanserien, og forfatteren har personligt gennemrejst hele strækningen fra Ukraine til Sydfrankrig, ligesom alle redskaber, jagtteknikker, naturmedicin og madopskrifter er blevet gennemprøvet til bunds.

Dette sidste bind kan sagtens læses alene, fordi mange af begivenhederne fra de forrige bind genfortælles, og i det hele taget har forfatteren en tendens til at gentage sig selv lidt for meget. Dette hæmmer naturligvis læsningen, og især omkring beskrivelserne af Aylas og Jondalars fortræffeligheder bliver det lidt for meget.

Hovedindtrykket af bogen forbliver dog positivt. Det er måske ikke stor kunst, men det er farvestrålende og underholdende, og denne læser kan sagtens leve med, at tonen i bogen overvejende er romantisk og idyllisk.

Samtidig kan man ikke komme uden om, at Auel med sine bøger har skabt en meget populær litterær genre (Når man ser bort fra f.eks. Johannes V. Jensens ”Den lange rejse”), som lever i bedste velgående - tænk bare på W. Michael Gears lange serie om den tidlige nordamerikanske befolkning (’Ildens folk’ og syv andre bind).