Historien om smukke pige

Dette er ganske enkelt en helt igennem fantastisk og uimodståelig bog. På en gang gribende, livsbekræftende og smuk, men samtidig også sørgelig, barsk, ond og tankevækkende.

Handlingen, som spænder over mere end fyrre år, starter i 1968. Lynnie, en ung, hvid udviklingshæmmet kvinde, og Homan, en sort, noget ældre, døvstum mand, flygter fra de utålelige forhold på Statsskolen for uhelbredeligt syge og evnesvage i Pennsylvania. Lynnie har netop født en lille pige, og begge er klar over, at den nyfødte under ingen omstændigheder skal vokse op på Anstalten. De søger tilflugt hos Martha, en ældre pensioneret skolelærerinde og enke, men snart banker politiet på døren. Lynnie bliver fanget og ført tilbage, mens det lykkes Homan at flygte. Inden har de dog betroet Martha at skjule og passe på den lille pige.

Trods sin høje alder beslutter Martha at påtage sig opgaven, og i de næste fjorten år er hun konstant på flugt. Hun får hjælp af en række af sine tidligere elever, og det lykkes hende at undgå forfølgerne. Samtidig følger man Lynnies videre liv på Anstalten, og Homan, som alle troede var druknet, hutler sig igennem livet, samtidig med at han konstant søger en mulighed for at vende tilbage og befri Lynnie. Årene går imidlertid, men hele tiden bevarer de to kærligheden til hinanden og mindet om den lille pige. Vil det nogensinde lykkes dem at finde sammen igen?

Det er en vaskeægte feel good-roman, og den er svær at lægge fra sig. Uanset hvilken type bøger, man plejer at læse, eller hvis man måske ikke læser særlig meget, så bør man unde sig at give denne bog en chance. Naturligvis er det en kærlighedshistorie, men bogen rummer så meget mere end det. Først og fremmest er det forfatterens skildring af de udviklingshæmmede, der springer i øjnene. Hun har selv en søster, der er udviklingshæmmet, og hendes research på området virker særdeles overbevisende. Skildringen af de udviklingshæmmede og deres genkendelige behov for respekt, kærlighed, forståelse, skønhed og uddannelse er fremragende - en rigtig øjenåbner. Forfatteren er på en mission, og bogens dedikation: ”Til dem, der blev gemt af vejen”, beskriver dette præcist.

Historien er som sagt vidunderlig, sproget er sine steder poetisk og nærmest lyrisk, personskildringerne går rent ind, og endelig er beskrivelserne af forholdene på disse statsinstitutioner i den grad skræmmende. Bogen spiller på hele følelsesregisteret, og så kan man sagtens leve med, at historien er lige lovlig romantisk og tårepersende. Især al den hjælp, som Martha får fra sine tidligere elever, virker ret så usandsynlig. Det vigtigste er dog, at man bliver særdeles godt underholdt, og så giver indholdet også rigelig mulighed for eftertænksomhed og en dybere forståelse. Det må blive en af årets helt store læseoplevelser.