Hestetyven

Nostalgisk tilbageblik på Besættelsestidens hverdag som den udspiller sig på Station 7 på Østerbro. Med duft af erstatningskaffe og -tobak og med lyden af sporvogne og brandsirener.

Fortællingen starter lige før jul 1940, efter at isvinteren er sat ind. Østerbro-området hærges af mange påsatte brande, og station 7 har rigeligt at se til. På en lokal café slås en sagesløs i hovedet med en flaske – så brutalt, at han nogle dage senere dør. Det viser sig, at gerningsmanden er dansker med meget tætte tyske forbindelser, hvilket gør sagen yderst delikat.

Kriminalbetjent Bjørner fastslår mandens identitet, men at anholde ham er meget vanskeligt, da han har sit daglige virke hos tyskerne på Dagmarhus, og ellers er han som sunket i jorden.

Disse sager optager Bjørner og hans kolleger hele vinteren. Bjørner finderogså frem til pyromanens identitet, men sagen med Hestetyven, som flaskemorderen kaldes, volder ham selv og de nærmeste kolleger vanskeligheder. Hestetyven er dobbeltagent og beskyttes af højtstående kræfter på både dansk og tysk side.

Løsningen af sagerne er rigtig udmærket læsning, men det blev beskrivelsen af hverdagen under besættelsen, som optog mig mest. Ole Frøslev beskriver kulden og mørket, så man næsten selv kan mærke det.  Det er hyggeligt at læse om "den lille trygge familie", hvor mor støtter far i hans virke, og alle giver en hånd med i morfars kolonihave. På station 7 spiser man sin medbragte madpakke, og dertil drikker man den medbragte kaffe. Den er transporteret i patentflaske og bliver varmet i gryde over gasblusset. 

Når betjentene skal udspørge vidner, cykler de rundt i hele byen med deres mappe over stangen. Selvfølgelig er alt ikke idyl, man mærker bestemt besættelsens alvor. Men som læser føler man tydeligt, hvor optaget forfatteren har været af sit stof, når det drejer sig om at beskrive hverdagen.

En ganske gedigen og velfungerende roman, med et udmærket plot.

Lindhardt og Ringhof, 2006. 265 sider. Kr 249,-