Bog

Hamburger - uden filter

Af (
2019
)

Anmeldelse

Hamburger - uden filter af Søren E. Jensen

18 okt.19

Spændende bog om en stor personlighed, der står ved alle sine valg. Det er befriende af være fri for de tendenser til klynk og undskyldninger, man ofte ser i sportens bekendelseslitteratur.

Efter afslutningen på sin professionelle cykelkarriere og i kølvandet på andre toprytteres dopingbekendelser udgav Hamburger 'Den største pris', hvor han indrømmede en smule af sit EPO-brug. I denne biografi lukker han helt op for skuffen med de forbudte varer.

Bo Hamburger tilhørte en af de store cykelgenerationer op igennem 1990’erne og op til midten af 00’erne. Han startede allerede som 5-årig og havde allerede dengang en undskyldning for ikke at vinde sit første løb: Han havde glemt at slå dynamolygten fra!. Meget ung blev han professionel og gjorde det godt, indtil han efter en skadespause pludselig opdagede, at de fleste ryttere, han tidligere nemt kunne matche, bare kørte forbi ham. Hurtigt fandt han ud af, at der var et nyt brændstof på markedet, nemlig EPO, og hurtigt fik han også selv fat på det, så han igen kunne komme på omgangshøjde. Det beskriver han helt nøgternt og uden fortrydelse, for ham var valget enkelt: enten gjorde man som resten af feltet, eller også kunne man droppe sin drømmetilværelse som professionel cykelrytter på højt niveau. Senere har han også været parat til at prøve nye midler, blandt andet bloddoping, men af praktiske grunde (og af frygt for afsløring), kom det dog ikke på tale.

Dopingspørgsmålet fylder naturligvis en del i bogen – ligesom det gør/har gjort i cykelsporten, men det vigtigste indhold er beskrivelsen af en cykelkarriere med både op- og nedture. De vigtigste løb, sejre og nederlag gennemgås nøgternt, og her er guf for alle cykelentusiaster, der kan bruge bogen til at gennemspille minderige stunder foran fjernsynet i sin indre biograf.

Et meget ærligt afsnit handler om problemerne med at vende tilbage til et normalt liv efter karrierestop, hvor Hamburger ikke stikker noget under stolen, men er ærlig med hensyn til både depressioner og alkoholmisbrug.

Bogdetaljer

Forlag
People'sPress
Faustnummer
47275857
ISBN
9788770363051
Antal sider
334

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer