Anmeldelse
Halloweenbogen : hjemmelavet pynt, kostumer og kager til årets uhyggeligste aften
- Log ind for at skrive kommentarer
Fantastisk gennemført og skræmmende kreabog til at skabe årets mest uhyggelige fest.
Emil Obel blev kendt landet over, da han vandt Den store bagedyst i 2018. Emil har altid elsket Halloween og eksperimenteret med pynt, mad og udklædning, og nu deler han ud af sine bedste ideer i denne flotte og gennemførte bog.
Halloween er de senere år vokset i popularitet og der er ingen tvivl om, at Halloween er kommet for at blive! I 'Halloweenbogen' får man 65 inspirerende og originale ideer til udsmykning, udklædning og afskyvækkende lækkerier for børn og barnlige sjæle.
Bogen er inddelt i otte spændende temaer: høst, heks, mini monstre, voodoo, vampyr, gravkammeret, cirkus og apokalypse. De fleste temaer er ret skræmmende og henvender sig nok mest til modige børn fra ca. 10 år, mens de mindre børn trygt kan kaste sig ud i det søde tema med mini monstre eller det flotte høsttema.
Var det noget med et stykke hjernekage, skrumpehovedtærte eller en insektslikkepind? Måske skal det skylles ned med en kop sort vievand eller syreregn! Kager er jo Emil Obels varemærke, og bogen byder på nogle utroligt flotte kager, bagværk og drikke. Børn nok skal have de voksnes hjælp for at gennemføre opskrifterne, men heldigvis er Halloween hverken en smuk eller æstetisk højtid, så uanset ”bageskills”, så skal man nok komme i mål.
Indenfor det kreative felt kan man kaste sig ud i at lave skræmmende og vellignende udsmykning såsom afhuggede hænder, ligposer, et rådnende skelet, edderkoppepupper og meget andet. Det kan lyde svært, men bogen har gode vejledninger, og der behøves ikke mange remedier for at lave sin helt egen hjemmelavede halloweenpynt.
Foruden at være en flot og gennemført krea- og kogebog byder 'Halloweenbogen' også på kortfattede og spændende historiefakta om Halloweens opståen, hekse, apokalypser, cirkus, mumier, vampyrer og meget mere. Det er en virkelig visuelt lækker bog at bladre rundt i og finde uhyggelig inspiration. Jeg håber, at I tør!
Brugernes anmeldelser