Bog

Græssets tryghed

Af (
2011
)

Anmeldelse

Græssets tryghed af Arthur Krasilnikoff

27 jul.11

Arthur Krasilnikoffs 70 års fødselsdag fejres med udgivelsen af denne samling af nogle af hans bedste fortællinger siden debuten i 1966.

”Ikke et menneske at se på stranden. Bortset fra Laila som er ved at begå selvmord.” Sådan begynder novellen ”Tordenfluer”, og en novelle, der begynder sådan, må jeg bare læse færdig.

Ligesådan med en fortælling, der starter således: ” At kalkunen sprang i luften den aften, var sådan set kun en biting. En klodset hændelse, der afgørende bestyrkede Harold i hans opfattelse af Cathie som ubrugelig.”

’Græssets tryghed’ består af mange af den slags fortællinger, som man bare må læse. De er skrevet mellem 1966 og 1999 og er næsten alle tidligere udgivet i ti forskellige samlinger.

En del af historierne foregår til søs, en del i Afrika og nogle i Skælskør. Men lige meget om forfatteren har placeret sin hovedperson på savannen i Afrika, en buskmand jagtende en anskudt giraf, eller i Boeslunde eller en ung ulykkelig kvinde alene på strand. Og lige meget om jeg-fortælleren er en kvinde eller en mand, er historierne velskrevet og vedkommende og personerne absolut troværdige.

Jeg må med skam melde, at jeg aldrig tidligere har læst noget af Arthur Krasilnikoff. Jeg ved ikke hvorfor. Og jeg har i hvert fald tænkt mig at råde bod på det ved at læse nogle af de samlinger, disse fortællinger oprindeligt er skrevet til.

På mange måder er Krasilnikoffs fortællestil meget maskulin. Som der også står i Søren Vinterbergs forord til bogen, kan dele af Krasilnikoffs forfatterskab minde om Jørn Riels skrøner. Historier som ”Skibet”, ”Atlanterhavet”, ”Spøgelser”, der handler om sømænds til tider meget barske liv, er skrøneagtigt fabulerende. Samtidig er fortællingerne præget af stor menneskelig forståelse, både for livet som kvinde i Danmark, som nederst i hierarkiet på et skib og som afrikansk buskmand, chikaneret af både hvide og sorte.

Jeg bøjer mig i græsset for denne meget fine samling historier og giver den hermed min varmeste anbefaling!!

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
28822278
Graphic
Ida Balslev-Olesen
ISBN
9788702111811
Antal sider
371

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer