Götz og Meyer

En Saurer er en 5-tons lastbil med et 1,7 meter højt og 5,8 meter langt kasseformet lad, der kan lukkes hermetisk; hvorfor er det interessant? Fordi den blev brugt til at gasse Serbiens jødiske befolkning i 1942.

Den serbisk/canadiske forfatter David Albahari har skrevet en roman om folkedrabet. Hovedpersonen er en 50-årig lærer, der bruger sit liv i forsøget på at fatte, hvordan det kunne ske. Det meste af hans slægt døde -  mennesker han aldrig har kendt, og han prøver nu at udfylde sin families stamtræ.

Romanen er uden afsnit eller kapitler – én lang stream-of- consciousness. Spørgsmål, kendsgerninger og formodninger roder rundt i hovedet på ham – ligesom han underviser sine elever meget livagtigt i folkemordet. Götz og Meyer er de tyske chauffører, der kørte bilen – og på et vist tidspunkt stoppede for at lede en slange fra udstødningsrøret ind i kassen på ladet.

Han tænker på, hvordan de kunne gøre det. Hvad slags mennesker var de? Var de gift? Havde de børn? Var de venlige? Blev de gamle? Hvad tænkte de på, når de kørte afsted med fyldt lastbil – 2 gange om dagen hen til de masssegrave, lasten endte i.

Denne måde at skrive på gør, at læseren kommer helt ind i hovedpersonen – og det gør massemordet uhyggeligt virkeligt. Da han tager sin klasse med på bustur til åstederne, ender de med at besvime og kaste op, fordi han formår at rulle det helt realistisk ud for dem.  

En meget speciel bog – forfærdelig på mange måder, men nødvendig – som alle de  beretninger om folkedrab, der skrives og skal skrives.

Albahari flyttede fra Serbien til Canada i 1994, da opløsningen af Jugoslavien og borgerkrigen var i fuld gang. Men han understreger i et langt interview på sin hjemmeside: http://www.davidalbahari.com/index_eng.htm, at det er Holocaust, det handler om og ikke den langt senere borgerkrig.

Ufatteligt for en velfærdsdansker,  at et menneskes liv kan rumme både nazisternes folkedrab på slægten og borgerkrigen i eks-Jugoslavien.

Bogen kan anbefales på det varmeste.