Gør ikke skade

En neurokirurgs hudløst ærlige og velskrevne erindringsbog, der rækker ud over det lægefaglige og rent personlige ved også at inddrage etiske og eksistentielle synsvinkler.

Den erfarne britiske neurokirurg er bestemt værd at gæste. Velskrivende, ærligt og reflekterende fører han læseren ind i en verden, hvor dramaer udspiller sig på operationsstuen dagligt. Vi inviteres til at overvære forskellige hjerneoperationer, hvor de lægefaglige detaljer ikke får lov til at stå alene, men suppleres med kloge refleksioner over det menneskelige aspekt og de vanskelige forhold, lægerne arbejder under på de nye supersygehuse hæmmet af absurde politiske og administrative pålæg. March er en fremragende formidler, der giver en fin indsigt i sit arbejde og de dilemmaer, han står over for som neurokirurg.

Som hjernekirurg kan det være svært at leve op til bogens titel, for i Marshs branche er der en meget smal margin mellem liv og død og tilværelsen som grøntsag. Det sværeste er at vurdere, om man overhovedet skal operere. Det er en smertelig sandhed, at man først bliver en dygtig hjernekirurg efter lang tids øvelse og mange fejltagelser. Marsh fortæller åbent om sine egne fiaskoer, og hvordan de påvirker ham. Han erkender, at der er brug for en klageinstans som modvægt mod kirurgernes store magt, og han mener, at kirurgerne vil stå sig bedst ved åbent at erkende deres fejl og ikke dække over hinanden. Han ser EU’s arbejdstidsregler som en hindring for at de unge læger får den fornødne erfaring, men hvordan en arbejdsuge på mere end de tilladte 48 timer kan forenes med et familieliv, har jeg svært ved at se.

Marsh fremstår som en meget empatisk læge, der ikke i alle tilfælde formår at distancere sig. Personlige erfaringer med alvorlig sygdom i den nærmeste familie har givet ham en større forståelse for patienterne og deres pårørende. Vi får indtryk af, hvordan han håndterer den vanskelige samtale. Han har ingen facitliste, men navigerer forsigtigt og med stor forståelse for patientens behov for at bevare en smule håb, også selv om det er urealistisk.

Bogen giver et virkelig godt indtryk af, hvad det vil sige at stå med et andet menneskes liv i sine hænder, og hvordan man lever med konsekvenserne af sine fiaskoer. Hvor langt skal man gå for ikke at berøve et menneske håbet? Skal man vove at operere, selv om resultatet højst sandsynligt vil være fatalt? Det er dilemmaer, der vedkommer både lægerne og alle os andre, hvad enten vi bor i Storbritannien eller Danmark, og bogen kan måske skabe større forståelse parterne imellem. Overbelagte, upersonlige supersygehuse, manglende sengepladser, aflyste operationer, uduelige edb-systemer, absurd bureaukrati og urealistiske politiske pålæg om større effektivitet er desuden vilkår, vi også kan nikke genkende til i Danmark.