Girls just wanna have fundamental human rights

Formen dominerer over indholdet i heftig samling af greatest hits fra Jessisa Hallbäck, hvis budskaber ikke fungerer så godt i en bog.

Jessica Hallbäck er blevet kendt i Sverige for sin fyndige feministiske graffiti, der har hjulpet med at gøre opmærksom på skjult kønsdiskrimination. 'Girls just wanna have fundamental human rights' er sat stærkt op i sort og hvid, og til tider kan man tænke, at der også er et element af sort-hvid-tænkning i den feministiske lejr. Men Hallström er rigtigt god til at finde ind til lige netop det udtryk, der rammer og får dig til at tænke: ”Det er da rigtigt, hvorfor accepterer vi bare, at det er sådan?”.

Jeg er vild med svenske Jessica Hallströms graffiti-budskaber. Som enkeltstående statements er mange af dem virkeligt iøjnefaldende og tankevækkende, og jeg tror, de kan sætte gang i nogle tanker hos passagerer i den offentlige transport herhjemme, ligesom de har gjort i forfatterens hjemland. Desværre synes jeg ikke, de fungerer helt lige så godt i bogform. Man bliver som læser lidt mættet og måske endda lidt træt af at læse dem på denne måde, og det er en skam. Bogen lægger ellers godt ud med at vende velkendte eventyr på hovedet og skifte mænd ud med kvinder og omvendt for at gøre opmærksom på, hvad vi ubevidst lærer vores børn om kønsroller, når vi læser for dem. Det er friskt, det er sjovt, og det er en øjenåbner for en som mig, der læser rigtigt mange eventyr for mine børn. Resten af bogen er delt op i afsnit, der handler om kroppen, vold, arbejdsliv osv., og disse afsnit er hver især interessante, men virker ikke helt så fokuserede som starten af bogen.

Jeg har set forfatterens graffiti før og tænkt, at det var friskt og provokerende og en innovativ måde at fange almindelige menneskers opmærksomhed på i hverdagen. Men springet fra graffiti til bog er ikke nødvendigvis så let, som man måske skulle tro, og det går lidt ud over budskabet i denne bog. For ligesom en e-mail kan virke hårdere i tonen end mundtlig tale, hvor indholdet modereres af tonefald og mimik, mister Jessica Hallströms feministiske budskab noget af sin lethed i overførslen fra enkeltstående graffiti til bogform. Bogens naturlige tyngde som medie kan selvfølgelig bidrage til, at læseren tager budskabet mere alvorligt, men noget af graffitiens frække og umiddelbare humor går tabt, og det er synd, for humoren er netop en af Jessica Hallbäcks store styrker. Den superflotte forside giver virkelig en lyst til at tage den i hånden med det samme. Men det stringente sort-hvide look, der fungerer så godt i graffiti eller på plakater, formår desværre ikke helt at fylde bogen ud, så man føler sig som læser lidt snydt, når man bladrer i bogen og ser halvtomme sider med et enkelt statement på.

”Når du er vant til at være privilegeret, føles ligestilling som undertrykkelse” er det mest rammende udtryk i bogen, og det passer godt ind i en ligestillingsdebat, der rækker langt udover feminismen. Privilegieblindhed er udbredt, og vi er alle sammen normbærere på en eller anden måde, også selvom det er ubevidst. Dette bliver meget tydeligt, når man læser denne bog. Den henvender sig nok mere til de unge end til de voksne, ikke så meget på grund af emnet, som jo er mere aktuelt end nogensinde, men på grund af tilgangen, som er lidt til den poppede side. Der er værdifuld information og indsigter at hente her, men formen dominerer lidt for meget over indholdet for min smag.