Generation fucked up?

Dommedag er nær, og verden er af lave eller hvad - hvor ender demokratiet - to ”medlemmer” af generation fucked up, den ene pessimist, den anden optimist, diskuterer på mail generationens ansvarsfølelse for vores fælles fremtid.

Anbefalet af bibliotekar Susanne Vedel Skaaning, Hedensted Bibliotek

Generation fucked up er et udtryk Morten Albæk, cand mag. i historie, bruger om dem, der er født i starten af 70’erne til slutningen af 80’erne. Han postulerer, at generationens demokratiske og politiske indsats kan ligge på et meget lille sted. Modstand får han af Rasmus Hylleberg, BA scient. pol., hvilket udmønter sig i en e-mail fight, hvor der bliver skudt med skarpt, og verbale øretæver bliver delt ud.

Vi kommer i denne bog rundt om mange emner, bl.a. foreningsliv, de forkælede børn, der har værelserne fyldt med elektronik, folkeskolen, de intellektuelle, flygtninge, terrorisme, globalisering mm. Alt dette i sammenhæng med generation fucked ups demokratiske og politiske ansvarsfølelse. Albæk og Hylleberg ser meget forskelligt på, hvordan den kommer til udtryk.

Albæk slår på, at de unge ikke bakker op omkring foreningsarbejde, som jo er en af grundstenene i demokratiet, at den politiske dialog er forsvundet. De faldende medlemstal taler for sig selv. Dette ser Hylleberg dog ikke som noget problem, da det politiske engagement kommer til udtryk på mere
moderne måder end i det altmodische foreningsfællesskab! Svaret er bl.a. de virtuelle fællesskaber, man nu om dage finder på Internettet, og han træder lidt i, at Albæk har et gammeldags syn på sagen. Det virtuelle rum giver endog en mere varieret debat, da den ikke kun er begrænset til snævre kredse.

Albæk påstår, at generationen begrænser sig til at give udtryk for deres politiske holdninger via indkøbskurven. Det er selvfølgelig langt fra nok, men så kunne man alligevel spørge, om det ikke er bedre end ingenting? Det viser vel, at folk ikke bare er ligeglade? Det er så også det, Hylleberg argumenterer for. Der er sket nogle ændringer af de politiske konstellationer i samfundet, og vi kan derfor ikke sætte lighedstegn mellem det demokratiske og politiske engagement og hvor mange, der er medlem af politiske foreninger.     

Som værende ”medlem” af generation fucked up synes jeg, at denne bog lige måtte være noget for mig. Jeg kan vælge at føle mig truffet eller blive klappet på ryggen, begge dele, eller måske ingen af delene. Albæk forsøger sig med en dommedagsgenerationsanalyse, og det bliver selvfølgeligt nok ved generaliseringer, og derfor kan jeg ikke tage påstandene helt alvorligt.

Dog er det fint, at nogen forsøger at provokere, om ikke andet så for at sætte refleksionerne i gang. Det er noget af en ambition at putte en hel generation mennesker i én kasse, men forhåbentlig er det snart på tide at se på verden med mere nuancerede briller.

Uanset om man er enig eller ej i påstandene, synes jeg det er interessant læsning - for at få sat sig selv i perspektiv.

For generation fucked up og alle andre!

Gyldendal, 2005. 160 sider