Gåsefar

En vidunderlig skildring af syv gæslingers opvækst med en menneske-far. Enhver med den mindste interesse for fugle vil læse bogen med stor glæde.

Hvem husker ikke den østrigske adfærdsforsker, Konrad Lorenz, der svømmede rundt i en sø med sine gæslinger – akkurat som Michael Quetting gør det på bogens smudsomslag. Forfatteren er forsker på Max Planck Instituttet for Ornitologi og nyligt fraskilt. Han kan derfor udføre den længerevarende opgave at udruge og ”opdrage” de nyklækkede grågæs. Forskningsmæssigt håber han at kunne indsamle data om luftstrømme og vindhastigheder, som fugle udnytter under flyvning.

Det videnskabelige aspekt fylder ikke så meget som selve oplevelsen af at være gåsefar. Quetting har en munter og smittende fortællemåde. Han fortæller kronologisk, hvorledes han bliver far for syv gæslinger. Det er så spændende at følge deres udvikling fra nuttede gule gæslinger til teenage-gæs med hver sit temperament. Han overraskes over sine følelser for afkommet og deres totale afhængighed af ham.

Naturligvis scorer han lette points hos læseren ved at gøre oplevelsen følelsesladet, men han gør det yderst charmerende og uden at gå over stregen. Basale behov som at spise, udforske verden, skide, sove og hvile, giver han dem optimale muligheder for. Ikke uventet konkluderer han, hvor vigtigt det er at dvæle, reflektere og leve i nuet. Det får han rigelig lejlighed til i campingvognen Duckingham Palace hvor han tilbringer mange måneder.

Hvorledes de syv gæs’ videre voksne liv fortsætter efter afskeden, skal ikke afsløres her, men det bliver ikke sentimentalt. Det har dog sine konsekvenser for en gås at blive præget af mennesket.