Anmeldelse
G - Det brænder på Ramblaen i Barcelona af Daniel Sanchez Pardos
- Log ind for at skrive kommentarer
Selveste den berømte arkitekt Antoni Gaudi som ung er en af hovedpersonerne i denne farverige og underholdende historiske roman, som tager os med ned i Barcelonas underverden i 1870’erne.
Den unge Gabriel Camarasa vender sammen med sin familie tilbage til Barcelona efter nogle års eksil i London. Faderen er en succesrig og magtfuld forretningsmand med mange jern i ilden, og han starter nu en folkelig avis ”Illustrerede nyheder” efter et tilsvarende engelsk forbillede. Til at lede avisen har han medbragt englænderen Martin Begg og dennes slagfærdige datter, Fiona, der som kunstner og illustrator skal levere illustrationerne til den nye avis.
Gabriel selv skal starte på Barcelonas arkitektskole, og allerede første dag møder han under dramatiske omstændigheder den unge Antoni Gaudi. Gaudi, som ligeledes går på arkitektskolen, redder faktisk Gabriel fra at blive nedtrampet af løbske heste under en brand på en anden af Barcelonas avishuse. Gabriel tiltrækkes af den mystiske Gaudi, som udover at være en stjerne på arkitektskolen lever et mystisk dobbeltliv med tætte kontakter til Barcelonas underverden.
Da Gabriels far mistænkes for at stå bag branden og senere tilmed bliver anklaget for mord på en tidligere kunsthandler, må Gabriel trække på både Gaudis skarpe vid og skumle forbindelser for at få opklaret, hvem der i virkeligheden står bag.
Det er en meget omhyggelig og grundig fortælling, der åbnes op for, og romanen har i den grad appel til mange forskellige læsergrupper: Naturligvis først og fremmest den historisk og politisk interesserede, men spændingslæseren kan også sagtens være med, og så er der naturligvis også noget at hente for de mange, der på egen hånd har oplevet nutidens Barcelona – og endelig vil inddragelsen af den nok så kendte Gaudi i handlingen uden tvivl også kunne tiltrække mange læsere.
Romanen virker historisk korrekt ned til mindste detalje og med omhyggelige beskrivelser af lokaliteter, bygninger og interiører. Det vrimler med personer og stednavne, og hele det politiske spil omkring republik kontra kongemagt skildres omhyggeligt. Plottet er kringlet og udspekuleret men samler sig på smukkeste vis til slut. Selvom historien foregår i 1870’ernes Barcelona, er det nærliggende at sammenligne med ’Havets katedral’ og ’Jeg vil give dig verden’.
Det hele virker måske en smule gammeldags, men når man først ligesom har vænnet sig til sproget og romanens tone, så får man altså en særdeles udmærket oplevelse med både kærlighed, ære, forræderi, eventyr og politiske magtkampe udsprunget af en særdeles broget tidsperiode. ’G – Det brænder på Ramblaen i Barcelona’ er en særdeles helstøbt og berigende oplevelse.
Brugernes anmeldelser