Fyrste af Norden

En velfortalt populærvidenskabelig biografi, der med udgangspunkt i samtidige kilder tegner et nuanceret billede af den forkætrede konge.

Forfatteren er svensk historiker og en vældig god fortæller. Han pirrer læserens nysgerrighed med antydninger, som han uddyber senere. Kilderne er sporadiske, og tilfældigheder kan styre begivenhederne, så man er nødt til at ty til hypoteser for at skabe en sammenhæng i historien. Det er forfatteren meget bevidst om, og undervejs deler han sine historiske overvejelser med læseren. Bogens store force er, at den sætter Christian 2. ind i en bredere nordisk og europæisk sammenhæng. Derved punkterer forfatteren myten om en særligt tyrannisk konge, der bl.a. foranstaltede Det Stockholmske Blodbad. I den retning var kongen ikke værre end andre europæiske fyrster, der heller ikke var bange for at bruge vold. Historien om hans forfærdelige fangenskab til slut, hvor han efter sigende ikke kunne lave andet end at køre tommelfingeren rundt om bordet, holder heller ikke vand. Ganske vist var han sat ud af magtspillet, men hans fængsel var et gyldent bur med stor frihed.

Christian 2. var hovedperson i kampen om Norden i de første årtier af 1500 tallet. Kongemagten var ikke helt konsolideret. Der var endnu ikke tale om et regulært valgkongedømme, og der skulle kæmpes for at beholde magten. Christian 2. arvede en union i opløsning og magtede ikke at holde sammen på den. Forfatteren ser på mulige årsager til unionens opløsning. Kunne det skyldes de store afstande, kongens vægelsind i kritiske situationer, kirken og det gamle aristokrati eller simpelthen tilfældigheder.

Forfatteren giver et levende indtryk af en konge og hans tid. En visionær konge, som måske nok var forud for sin tid ved at prøve at ændre samfundsstrukturen til fordel for borgere og bønder. Det var naturligvis ikke ren idealisme, men også et forsøg på at stække adelen og kirkens magt. Han indledte i den forbindelse et omfattende lovreformarbejde, der skulle svække aristokratiet, men tiden var ikke inde til så radikale tiltag. En intelligent og ambitiøs konge, der var åben over for nye tanker, og som bl.a. omgikkes Luther, men var pragmatisk nok til ikke åbent at vedkende sig hans lære. En konge, der forelskede sig i en ganske almindelig pige, Dyveke, og holdt fast i hende trods modstand. Han støttede sig desuden til Dyvekes mor, der var en jævn, men begavet kvinde, der havde ansvaret for riget sammen med dronningen, når kongen var på rejser.

Det er sejrherrerne, der skriver historien, og det historiesyn på Christian 2. var også fremherskende i min skoletid. Bogen falder på et tørt sted og er et levende bevis på, at historiesynet ændrer sig. Nye kilder dukker op, og historikere anlægger nye synsvinkler. Det er forfriskende at få en så fagligt velfunderet biografi om Christian 2. i en stil, der er meget langt fra den tørre fagprosa. Jeg har kun en enkelt anke. Bogen er omfangsrig, og jeg savner et sagregister. Især da bogen heller ikke er forsynet med en indholdsfortegnelse.