Bog

Følg med tiden, ikke med strømmen

Af (
2017
)

Anmeldelse

Følg med tiden ikke med strømmen af Poul Christian Matthiessen

22 jan.18

En selvbiografi skrevet af en mand med en lang og glorværdig akademisk karriere og modet til at gå imod den politiske korrekthed.

Forfatteren, der er demograf, er ingen sprudlende historiefortæller, men udtrykker sig nøgternt og kortfattet og med velanbragt ironi. Lige ud ad landevejen beretter han om sit liv fra barndommen, over ungdommen og frem til den akademiske karriere, der fylder det meste af bogen. Det blev til en lang universitetskarriere, hvor han blev Danmarks første professor i demografi, efterfulgt af tiden som magtfuld formand for Carlsbergfondet og produktionsvirksomheden Carlsberg A/S, hvilket gav ham et godt indblik i erhvervslivet. Sideløbende med sine forskellige poster drev han forskning med tilknytning til det internationale forskermiljø og publicerede flittigt.

Hans baggrund er et helt almindeligt middelklassehjem, men med en anstrengt økonomi, efter at moderen blev enke i en tidlig alder. Hans universitetsstudium blev derfor finansieret ved lån. Undervejs gjorde han sig bemærket som en dygtig studerende og fik kontakter, der banede vej for hans senere jobs. Hans universitetskarriere var ikke uden modgang, for her fulgte han ikke med strømmen og gav ikke efter for de marxistiske kræfter, der sænkede det faglige niveau på universiteterne betragteligt. En periode, der kunne have fortjent en bredere fremstilling, selv om han beskriver den meget rammende, men lidt indforstået.

I den del af bogen, der efter min mening er den mest interessante, beretter forfatteren om, hvordan han udnyttede sin faglige demografiske viden til i skrift og tale at advare mod den stigende indvandring fra ikke vestlige lande, der destabiliserer vores samfund og sætter velfærden under pres. Her kom han for alvor til at gå imod strømmen og blev lagt for had i vide kredse, men hans saglige argumentation kunne i længden ikke afvises.

Han var meget tidligt ude med sine advarsler, men dengang kun henvendt til en snæver akademisk kreds. Senere udbredte han sine synspunkter til en større kreds. Han baserede sine advarsler på statistiske oplysninger og beretter om, hvor svært det var at hive taloplysninger ud af offentlige myndigheder. De statistiske oplysninger om den nuværende indvandrersituation kombinerede forfatteren med videnskabeligt velfunderede fremskrivninger af indvandrertallene. Han fremhæver, at de er af afgørende betydning for de politiske beslutningstageres arbejde.

Det er karakteristisk for forfatteren at holde fast i sagligheden og aldrig at forfalde til følelsesmæssig argumentation. Hans stil er nøgtern og lidt tør, men selv om hans livshistorie er interessant, er det beretningen om de to perioder i hans liv, hvor han gik imod strømmen, der har størst almen interesse.

Bogdetaljer

Forlag
Gad
Faustnummer
53547141
ISBN
9788712055617
Antal sider
202

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer