Bog

Født i skyggernes tid

Af (
2010
)

Anmeldelse

Født i skyggernes tid af Andrea Busfield

25 maj.10

Farverig, underholdende og rørende historie fra et land med både skygger og solskin i hjertet.

"Jeg hedder Fawad, og min mor siger, at jeg blev født i skyggen af Taleban", sådan starter 11-årige afghanske Fawad poetisk sin historie. Familien, trygheden og landet er smuldret efter Taleban har knust Afghanistan med grusomhed og fanatisme. Fawad bor sammen med sin mor hos en fed og ucharmerende tante som behandler dem som skidt. Men heldigvis rammer solskinnet dem da moren får arbejde hos et vestligt trekløver sat sammen af en alkoholisk journalist, en karikeret lesbisk og den vidunderlige og smukke Georgie der klipper får.

Fawad er en begavet unge, og selv med bagagen fuld af tragedier er han fuld af livsmod og spunk. Han passer sin skole og livet som selvstændig på gaden hvor han sammen med sine venner hustler og knokler for at tjene penge til mad og tøj

Da Fawad og moren flytter ind hos Georgie og hendes venner folder mulighederne sig ud og oplevelserne skyller ind over hans liv og dem han kender.

Georgie er forelsket i en rig, flot og indflydelsesrig afghaner der især pga sine opiumsmarker følges af livvagter. Det er ikke en ukompliceret kærlighed. Fawad ser det hele og undres og bekymres.

’Født i skyggernes tid’ er en humoristisk og underholdende historie om kærlighed, venskab og overlevelse. Kulturmødet er nuanceret og beskrives med et kærligt blink i øjet.

Fawad er en sprudlende og begejstret fortæller, og selv når omstændighederne eller livet spænder ben, lander han på benene. Det er faktisk livsbekræftende, men også lidt søgt.

I sin grundsubstans er romanen en farverig debut der med sin overbevisende varme smelter klicheerne, og som kun forlanger at man overgiver sig og lader sig underholde og bevæge af en fortælling fra Afghanistan som fortjener at blive kendt og husket som mere og andet end landet der blev voldtaget og traumatiseret af Taleban.

Bogdetaljer

Forlag
Thaning & Appel
Oversætter
Juliane Wammen
Faustnummer
28227086
Graphic
Mikkel Henssel
ISBN
9788741301419
Antal sider
301

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer