Flipperklubben

Jonathan Coe bliver bare bedre og bedre. Han har skrevet to bøger før denne: "Godt skåret" og "Søvnens hus", hvor den sidstnævnte var fantastisk god. Det var derfor med spænding, jeg gik i gang med "Flipperklubben", og jeg blev ikke skuffet!

Som med resten af Coes bøger gælder det om at holde tungen lige i munden. Han springer meget i tid og sted og har et stort persongalleri, men det er netop det, der gør ham interessant. Man ved ikke, hvad næste side bringer, og flere gange måtte jeg lige bladre tilbage for at få det hele med. Men hvis man gør det, venter der en stor læseoplevelse.

Vi følger en gruppe teenage-drenge og deres familier i England i 70'erne, og hvad der hører med til at vokse op: drømme, forelskelse, seksualitet, musik og enkelte tragedier. Vi møder fabriksarbejderne, der står over for arbejdspladsens lukning, moderens forelskelse i drengens kunstlærer, drengenes udgivelse af skolebladet og deres drøm om at blive "rigtige" musikjournalister, de unge elskendes møde på pubben, der bliver bombet af IRA; i det hele taget et billede af det engelske samfund på godt og ondt. Og så er det morsomt! F.eks. når ballademageren Harding fører sig frem under pseudonymet Arthur Pusey-Hamilton i skolebladet og kommer frem med de mest konservative holdninger om racepolitik, IRA mm.

Bogen er bygget op om breve, indlæg i skolebladet, interviews m.m. Det giver nogle sjove muligheder, og Coe formår at bruge dem. Sproget er let og flydende, og det gør, at selvom bogen kan virke "svær" p.g.a. handlingen, er det en fornøjelse at læse den. Jeg glæder mig allerede til at se, hvad Coe finder på næste gang.

Oversat af Jan Hansen. Rosinante, 2002. 432 sider. Kr. 329,-