Fandens trist

Gode norske debuthistorier om mænd i alle aldre.

Jeg føler mig lidt som en lurer, der har sneget sig til at kigge ind til drengene. For det er helt klart en drenge- og en mandeverden, norske Ari Behn skriver om i sine korte fortællinger i denne hans debut fra 1999. Men han skriver godt – rigtig godt! Jeg kan godt forstå, at Ari Behn dengang ”Fandens trist” udkom i Norge blev sammenlignet med Raymond Carver. Han har samme evne til med meget få ord at fortælle en god historie. En af dem med en slutning man kan gå og tænke videre over i flere dage.

Alle 15 fortællinger handler om mænd. Mænd og deres forhold til andre mænd, til kvinder, til fædre, til kærligheden, til livet og døden. Mænd, der fisker, spiller fodbold og billard. Mænd, der fælder træer, sprænger fjeld med dynamit og drikker øl.

Der er fortællingen om en ung mand, der spiller billard i en gammel billardsalon. Han har mange gange haft held til at vinde penge fra folk ved at fremstå som en amatør, der dårligt kan samle en kø. Denne aften vinder han også, men det ender med, at det er manden, der taber, han vinder...

Der er også fortællingen, om faderen, der ikke kan lade være med at blande sig i sin voksne søns liv. Sønnen rejser meget, og det er hans kone træt af. Hun klager sin nød til svigerfaderen, der tager sagen i egen hånd. Men det gør han på en meget manipulerende og dominerende måde. Lige det, der kan få sønnen til at stikke af igen.

Der er faderen, der i baren skal tjekke, om hans søn er stærk nok til at være med til et bankkup.
Den unge mand, der elsker at stå på ski højere, end han elsker sin kæreste. Og ham, der smider bryllupsbilledet ud på fodboldbanen, da Arsenal spiller.

Der er ingen tvivl om, at forfatteren er norsk, og at fortællingerne foregår i Norge. Der er meget sne, mange fjelde, elve og skilifter. Men fortællingerne er i al sin enkelhed universelle. Gode historier, velskrevne, velfortalte.

En god læseoplevelse!