Familiedigte

Nøgtern digtsamling om hverdagen i familien og byen. Sproget er ligetil, men der er noget fængslende over digtene og enkelte poesiblomster undervejs.

’Familiedigte’ kredser om det miskmask, der er familien; det enkelte menneskes plads i et evigt voksende familietræ fyldt med historie og erfaring. Og så det punkt på træet, hvor man ikke længere kan kravle ned til tidligere generationer for at få hjælp, men selv må bevæge sig ud på en ny, usikker gren og finde sin plads i verden. Digtene kredser om at bevæge sig rundt i verden som søn og barnebarn, far og kæreste.

Den helt store styrke i digtsamlingen er det stilsikre sprog. Barndomsminderne er herligt usentimentale og veksler, for det meste, mellem den navlebeskuende erkendelse og blikket ud mod verden. Denne vekselvirkning er afgørende for, at digtene ikke bliver en banal trædemølle af familielivsdigte, der ellers kunne antage en privat karakter.

I stedet får mange af digtene et personligt præg, der placerer digterjeget i et familietræ men også tænker over, hvorfor og hvordan man påvirkes af forandringerne gennem livet. Forståelsen af verden er ofte båret af en usikkerhed, en spontan forandring i løbet af digtet, som det for eksempel viser sig i åbningsdigtet: ”Forældre / bedsteforældre / oldeforældre / de har altid altid hund / eller aldrig hund men altid kat / eller aldrig kat / men så fugle / eller fisk”. Denne grundstemning af usikkerhed, en famlen sig frem i hverdagens stille liv, folder sig ud gennem digtsamlingen.

Sproget bevæger sig ad en stram sproglig linje, hvor digtene og siderne nærmest vender sig selv. Modsat en anden digtsamling om familielivet, ’Søvn’ af Rolf Sparre Johansson fra 2015, der handler om at blive far, hvor sproget er brudt. Desuden er ’Familiedigte’ knap så private og indforståede i sine refleksioner og bevæger sig mere ud mod sin læser.

Der bliver udgivet mange bøger om familielivet, især om forældrerollen, og ’Familiedigte’ skriver sig direkte ind i denne tendens. Det behøver ikke nødvendigvis betragtes som en kritik, men der er alligevel en vis genkendelighed over en række af digtene – fordi mange beskriver lignende scenarier. Det piller dog ikke ved, at det er en god og til tider meget poetisk læseoplevelse som for eksempel her:

”Så må jeg hjem / ud med vinden i ørene / havet er langt væk nu (…) tingene formes langsomt / det sker mens vi sover / henter og bringer og bærer rundt / du hiver mig i skyggen / jeg kan slet ikke forstå at det kan lade sig gøre”.

Uddraget viser, at Karl-Emil Heiberg formår at koble fortællingen op på ting udefra – at dagligdagen påvirkes helt ned i de små ting og alt bliver en del af en nær sansning, især når mennesket bliver en del af en familie; en ny forgrening på træet. Grafisk er det en meget flot udgivelse, der simpelt danner rammen om en fortælling om en familie, hvor tingene går godt – uden at man slipper for usikkerhed og tvivl.

Sproget er ligetil, som det ofte er tilfældet for "familieudgivelser" - måske fordi de handler om hverdagslivet - men der er alligevel noget fængende over digtene. Især den gode vekselvirkning mellem det udefrakommende og det indre tankeliv gør ’Familiedigte’ til en god læseoplevelse.