Bog

Et andet os

Af (
2021
)

Anmeldelse

Et andet os

09 mar.21
AfBritta Voergaard Poulsen
Skribent

Skøn og charmerende debutroman om et familieliv med Aspergers byder på op- og nedture, humor og øjenåbnere.

Karin Hesketh har skrevet en skøn, varm og humoristisk roman om en families kamp for at holde sig oven vande, efter at yngstebarnet bliver diagnosticeret med Aspergers. Diagnosen sætter gang i en masse spekulationer, situationer og eftertanke, for hvordan skal Emma og Daniel kunne fortsætte deres ægteskab, når statistikken viser, at 80% af alle ægteskaber opløses i kølvandet på en diagnose? Hvordan håndterer og rummer man sit barns særlighed, når han lægger sig på jorden og skriger? Hvad gør man, når den nye far i skolegården er alt for lækker? Og hvordan får man styret hele familien udenom skærene og sikkert igennem det brusende vandfald, der er deres nye liv.

Historien er Emmas, fortalt i jeg-form, og man bliver inviteret indenfor til en altomstyrtende, følelsesladet og skæg rutschebanetur. Hun elsker sin mand og sine tre børn, men Jacks diagnose ændrer alt for hende. Selvom han er det samme barn som han altid har været, så ser hun alligevel pludselig verden, sig selv og sine omgivelser med helt nye og alt for stærke briller, der gør det svært at navigere i det nye og ukendte farvand.

Hesketh er selv mor til et barn med Aspergers og så sig nødsaget til at skrive denne her roman. For at give et kig ind i en verden, hvor autisme sætter dagsordenen med deraf følgende op- og nedture men også mulighed for nye fællesskaber og overraskende øjenåbnere. Og for at give et skulderklap til alle de forældre, der kæmper en kamp for at føle sig gode nok.

Forfatteren har virkelig formået at skabe en levende og spændende fortælling, hvor både personer og storyline føles ægte og vedkommende. Emma er skøn at følge, umiddelbar, charmerende og uperfekt. Bogen er hendes udviklingsrejse, og den tur er livsbekræftende, hjertegribende og til tider vanvittig sjov.

Bogdetaljer

Forlag
Palatium
Oversætter
Camilla Engkjær Laursen
Faustnummer
38754904
ISBN
9788772312347
Antal sider
368

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser