Anmeldelse
Englevin af Phil Rickman
- Log ind for at skrive kommentarer
Aldeles vidunderlig og atmosfærefyldt mysteriekrimi - centreret omkring en idyllisk, engelsk landsby mangler man bare, at Barnaby fra tv-krimien træder ind på scenen.
Merrily Watkins er sidst i 30’erne og enlig mor til teenagedatteren Jane, da hun bliver tilbudt jobbet som præst i landsbyen Ledwardine i Herfordshire.
Merrily kommer fra et job i et udsat kvarter i Liverpool, og hun havde aldrig drømt om et paradisisk sogn med bindingsværkshuse, en bastant normannisk kirke, yndig kro, herresæde og kæmpestor præstegård, men hendes ærværdige onkel har trukket i nogle tråde.
Merrily bliver hurtigt blandet ind i et indviklet spil, hvor de helt åbenlyse konflikter mellem de gamle familier i landsbyen og alle nytilflytterne kommer for dagen, og hvor landsbyens gamle spøgelser og begivenheder af visse personer helst sås ufortalt og glemt.
Hele balladen skyldes, at en kendt teaterinstruktør vil opføre et skuespil i kirken, et skuespil bygget over en gammel grufuld historie om præsten Wil Williams, som i 1600-tallet begik selvmord efter anklager om hekseri.
Merrilys trængsler forstærkes yderligere af, at det tilsyneladende spøger i præstegården, at den ældgamle æbleplantage synes at rumme mystiske kræfter, og at datteren Jane har en vis evne til at rode sig ind i alle mulige problemer.
Mystiske dødsfald og ulykker og en forsvunden teenagepige skal snart komplicere tingenes tilstand yderligere.
Selvom forfatteren har en lang række romaner med mystiske overtoner og foreløbig ti Merrily Watkins Mysterier bag sig, er dette hans første udgivelse på dansk, og man kan med rette undre sig over, hvorfor denne fremragende forfatter ikke er blevet opdaget noget før.
Der er bestemt ikke tale om en krimi med fuld fart over feltet eller en splattergyser med blodtørstige uhyrer, men til gengæld får man så meget andet, bl.a. en vedkommende historie, der med sine næsten 600 sider giver sig god tid til at udfolde sin handling – og helt i den solide, traditionelle engelske krimi-genre.
Bogen er helt suveræn i sin historie og sit plot, og ud over at den både er stigende i spænding og lidt uhyggelig, indeholder bogen først og fremmest en helt igennem unik, rammende og billedskabende beskrivelse af byen, egnen og landskaberne. Alle bogens personer, hvad enten de hører til blandt hovedpersonerne eller blot optræder perifert, beskrives vedkommende og troværdigt.
Brugernes anmeldelser