Enebørn

19 noveller på i alt 142 små sider og skrevet med pæn stor skrift. Det er, hvad man får for pengene i Anja Otterstrøms debut Enebørn. Og det er faktisk ikke så ringe. For på trods af historiernes (manglende) længde, er de rigtig gode og fint afrundede i langt overvejende grad. Novellerne er oftest små hverdagsepisoder, men ikke sådan at forstå, at de ikke kan have noget næsten skæve drejninger a la 1960'ernes absurde teater over sig. Det gælder bl.a. åbningsnovellen, hvor en kvinde smider sin samlever ud, hvorefter hun opdager at han har gemt sig bagved en lænestol i hjørnet. Og hun lader ham side, mens hun nyder at leve sit eget liv og bl.a. bagtaler ham i telefonen. 
Og der er flere små perler i Enebørn. Ikke mindst fordi Anja Otterstrøm er rigtig god til at skrive sine små, korte 'novelleglimt' af livet. Hun rammer den helt korte form rigtig godt - men det gælder så i endnu højere grad om ikke at sluge fem-seks historier efter hinanden, men tage dem en eller to ad gangen. Nærmest ligesom god chokolade.
Og så synes jeg, at titlen Enebørn er nærmest genial til en novellesamling. Jeg forestiller mig en skoleklasse med en flok unger, som allesammen er enebørn. De har noget til fælles, men er alligevel forskellige med hensyn til tone, udseende og sind. Er det ikke nærmest definitionen på en novellesamling...?

Fra: Bogbrokken