Bog

En sag for Helen Walsh

Af (
2013
)

Anmeldelse

En sag for Helen Walsh af Marian Keyes

15 apr.13

Helen Walsh bliver hyret til at finde den forsvundne sanger i et boyband, samtidig med at hun kæmper mod en depression. Desværre lever den ukronede dronning af chick lit ikke op til forventningerne.

Det kører ikke for den yngste Walsh-søster Helen. Hun har haft en depression, hun har ikke nogen klienter i sit detektiv-bureau, og hun er økonomisk på spanden. Af samme grund har hun mistet sin lejlighed og har været tvunget til at flytte hjem til sine forældre igen. En dag bliver hun dog kontaktet angående en opgave. Ét af de fem medlemmer af det hedengangne boy-band ’Laddz’, sangeren Wayne Wiscott, er forsvundet, og dette lige op til en række forestående genforeningskoncerter.

Helen bliver hyret til at finde den forsvundne sanger, og denne opgave er ikke så nem, som hun i første omgang har forestillet sig. Som hun begynder at optrævle det indbyrdes forhold mellem medlemmerne af boy-bandet, opdager hun langsomt, at ingen har rent mel i posen, og at alle gemmer på hemmeligheder. Men én ting er dog sikkert, Wayne skal findes, for alle de involverede parter er økonomisk afhængige af indtægterne fra genforeningskoncerterne. En anden forhindring på vejen er Helens depression, der er på vej op til overfladen igen. Som tiden går, mærker Helen hver dag en forværring i sin mentale tilstand, og hun er på vej mod afgrunden.

Jeg er stor fan af Marian Keyes, som efter min mening er den ukronede dronningen af chick lit. Og åh, hvor har jeg dog ventet på at denne bog skulle udkomme, den sidste bog om de fem Walsh-søstre.  Blev mine høje forventninger så indfriet? Desværre nej. ’En sag for Helen Walsh’ er simpelthen ikke specielt underholdende eller morsom. Plottet om den forsvundne, fallerede rockstjerne, der skal findes af den kvindelige detektiv, virker søgt og den kører for meget i tomgang.

Personligt ved jeg, at en bog er kedelig, hvis jeg kommer til at lægge den fra mig igen og igen. Og det er netop, hvad der skete, da jeg læste denne. Op til flere gange måtte jeg genoptage læsningen – og det er ikke normalen, når det er en bog af Marian Keyes jeg har i hænderne!

Grunden til, at Marian Keyes ikke har været på banen i nogle år, er fordi hun har haft en depression. Nu er hun tilbage, og selvfølgelig har hovedpersonen i hendes nyeste roman også en depression. Man mærker tydeligt, at forfatteren ved, hvad det handler om, når hun beskriver de følelser, der er forbundet med at være depressiv, men én af Keyes store forcer har altid været, at hun skriver enormt sjovt – og depressioner er altså pr. definition ikke særligt sjove.

’En sag for Helen Walsh’ har sine gode momenter, det ér trods alt Marian Keyes, men det kunne efter min mening være gjort bedre. Jeg vil i stedet glæde mig til at se, hvad forfatteren finder på næste gang, nu hvor ’sagaen om Walsh-søstrene’ er afsluttet.

Bogdetaljer

Forlag
Cicero
Oversætter
Marianne Linneberg Rasmussen
Faustnummer
29851255
Graphic
Henriette Mørk Design
ISBN
9788763826563
Antal sider
453

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer