Eksemplariske bortgange

Dødens skygge hviler over os alle i fransk mesterfortællers sidste værk.

Franske Gabrielle Wittkops sidste litterære åndedrag før hun døde i 2002, novellesamlingen med den rammende titel ’Eksemplariske bortgange’ (fr. Les départs exemplaires, 1995), er nu endelig kommet i dansk oversættelse. I fem mesterlige historier kredser Wittkop om pludselige dødsfald, forsvindinger, og psykisk og kropsligt forfald, kort sagt: om den skæbne, som ingen af os undslipper.

Gabrielle Wittkop var om nogen en connaisseur udi det makabre og morbide (se blot hendes roman ’Nekrofilen’), og i ’Eksemplariske bortgange’ giver hun os fem eksempler på mærkværdige dødsfald, hvoraf nogle er inspireret af virkelige hændelser. Samlingens første novelle, ’Mr. T.s sidste hemmeligheder’, er f.eks. baseret på den sande historie om den amerikanske forretningsmand (og CIA-agent) Jim Thompsons mystiske forsvinden i Malaysias jungle i 1967. Den indledende beskrivelse af junglen er som en indgangsbøn for hele bogen:

”Intet gik til spilde i dette kosmos, hvor alt bærer frugt og går i forrådnelse, hvor alting sluger, fordøjer, udstøder, kæmper, kopulerer, spirer, udklækkes, forgår og opløses for igen at gro i en evigt rullende strøm. Insektets væsker siver gennem barkens årer; krybdyret genfødes i fortættet form i svampenes ildelugtende pulp; fjer bliver til blade; blomster forvandler sig til skæl; æg og mælke brister i livskraftige myriader; døden favner genopstandelsen, uløseligt knyttet ligesom dagen og natten.”

I ’Nætterne i Baltimore’ tager Wittkop ligeledes fat i de mystiske omstændigheder omkring forfatteren Edgar Allan Poes sidste dage i 1849. Det er en fandenivoldsk rejse ind i mental degeneration og paranoia, hvor vi følger en fordrukken Poe rundt i Baltimores skumle gader og lurvede beværtninger. Mentalt forfald er også et hovedtema i ’Idalia på tårnet’. Hér serverer Wittkop en grum historie (muligvis sandfærdig) om en ung skotsk pige, der går sin undergang i møde, da hun under en ferie med sine forældre i det vestlige Tyskland ved et uheld bliver fanget i tårnet på en afsidesliggende borg. Efterhånden som tørsten og sulten overmander hende begynder den unge pige at hallucinere i mørket:

”En tåge sænkede sig overalt. Og platformen fløj bort, en fri ballon denne gang, en gondol af røg, der gled med hastig langsommelighed mod det hinsidiges mælkehvide afgrunde, mens den blidt formede sig, forvrængedes og spredte sig som en diffus masse, der forvandlede de sorte ravne til grå munke.”

De resterende noveller, ’En nedfart’ og ’Claude og Hippolyte eller Den utilstedelige historie om den tyrkise glød’, er tilsyneladende fri fantasi, men bestemt ikke mindre fremragende af dén grund. For Wittkop skriver ganske enkelt helt fantastisk, både i sine lyriske og kraftfulde miljøbeskrivelser og i sine virtuose skildringer af sind og tankeverdener i opløsning. Bag hendes elegante, klassiske skrivestil gemmer der sig en grum skadefryd, som er helt uimodståelig. Man fornemmer, hvordan hun morer sig med at drille sit publikum, når hun slører grænsen mellem fakta og fiktion og når hun, historie efter historie, konfronterer os med dødens uafvendelighed som for at sige: ’Sådan vil det også gå dig, kære læser.’