Dukkemageren

Helt igennem tryllebindende og atmosfærefyldt roman, der fastholder sin læser til sidste side. ’Dukkemageren’ er en gådefuld og rørende fortælling om et ægteskab – og et mystisk dukkehus!

På Rijksmuseum i Amsterdam kan man se et stort og pragtfuldt dukkehus, der tilhørte en vis Petronella Oortman. I 1600-tallets Holland var dukkehuse statussymboler for velhavende mænds hustruer og ikke decideret legetøj. Denne roman er inspireret af Petronella og hendes dukkehus. Da jeg erfarede, at forfatteren er en engelsk skuespiller i starten af 30’erne og dette hendes debutroman, stillede mine fordomme sig pænt i kø. For derefter at blive gjort totalt til skamme. Dette er nok én af de mest interessante, overraskende og ikke mindst velskrevne bøger jeg har læst gennem længere tid.

Nella Oortmans nye hjem er et dunkelt og hemmelighedsfyldt hus, hendes første møde med det er en mørk hall, der næsten ånder af sig selv, med puslen i krogene og skjulte, stikkende blikke. Dernæst en kølig modtagelse, spartanske måltider og en ikke-tilstedeværende ægtemand. Året er 1686 og den 18-årige Nella er blevet giftet bort til den dobbelt så gamle købmand Johannes  Brandt, der bor i et stort hus i Amsterdam sammen med sin ugifte søster, Marin samt tjenestefolkene Cornelia og Otto. Som bod for at Johannes ikke er så meget hjemme, forærer han Nella et overdådigt dukkehus i bryllupsgave og som adspredelse. Huset er en miniature af hendes nye hjem og byens dukkemager får nu til job at befolke huset med dukker og interiør. Jo mere det fyldes, jo mere afspejler det virkelighedens hus og personer. Hvem er den mystiske dukkemager, der tydeligvis kender mere til familien end naturligt er? Og hvordan skal Nella tolke det? Er dukkemageren ven eller fjende?

Den spænding, man allerede fornemmer fra første side, ligger evigt lurende under overfladen og ca. halvvejs bliver der skruet op for blusset. Nella har uforvarende bevæget sig ind i en hvepserede af farlige hemmeligheder, der vil ændre hendes liv for altid. Ikke nok med at det er en virkelig intens og spændende fortælling, der fastholder sin læser til sidste side, så er sproget en sand fornøjelse, ordene flyder som honning, og man bliver helt salig langt ind i kroppen. Uden overdrivelse! Alle følelser er i spil, og jeg sad tilbage med en vemodig følelse af, at ville have mere. Muligvis kan der være nogle plothuller og usandsynligheder, men i mit univers har det mindre betydning, når det drejer sig om fiktion. Hovedsagen er, hvordan læseren røres af det skrevne ord, hvilket jeg kan krydse af på min tjekliste.

En fin detalje er, at historien starter med en epilog, der kronologisk burde befinde sig til sidst. Når man læser den til at starte med, føler man sig en smule forvirret, inden man går i gang med første kapitel. Når man til slut læser den igen, så giver det hele mening – og bogen slutter en form for kreds med sig selv. Raffineret og elegant håndværk.  

Originally published by Britta Voergaard Poulsen, Litteratursiden.