Drengen der hed Bekele

’Drengen der hed Bekele’ er en letlæst og fængende roman om at være adoptivforældre, om magi og kulturel identitet og en adopteret teenagers søgen efter sin egen historie.

 
Bekele kommer til Danmark fra Etiopien som 2 årig. 11 år senere er han Oskar og bor med sine forældre Morten og Rikke i Holte. Oskar har det egentlig fint, men da hans mor bliver naturligt gravid, og fødslen er ved at være op over, melder der sig en identitetskrise hos teenageren. Hvem er han, hvor hører han til og hvordan bliver fremtiden i den nye familie?

Oskar finder et dokument på sin mors computer, den årlige rapport til Etiopien omkring hans hverdag – med billeddokumentation. Pludselig ser Oskar en træmaske på et billede fra børnehjemmet i Etiopien, den samme maske, som hænger i deres entre. Hvorfor sender hans mor hvert år billeder af masken, og hvorfor ved han ingenting om den? Da Oskar tager masken ’i brug’, bliver Rikke alvorligt syg og ender i uforklarlig koma, og Oskar er dybt splittet mellem den afrikanske og den danske kultur og familie. Det bliver startskuddet til en rejse gennem masken, Oskar stikker af hjemmefra for at krybe ind i maskens hemmeligheder, som viser sig at være mange og yderst magiske.

Romanens tre plan flyder fint ind og ud af hinanden, og det er let for læseren at navigere i de forskellige mere eller mindre realistiske historier. Beskrivelsen af de danske adoptivforældres rejse til Etiopien, tanker omkring adoption og forældreskab, og den evige kamp for at være gode forældre. Eventyret om Bekeles familie, hvor vi følger slægten lige fra maskens ophavsmand og op gennem generationerne, deres kamp for overlevelse i landets krige og ikke mindst mod AIDS. Den sidste del omhandler Oskars forvandling og er opbygget som en art manddomprøve, hvor Oskar skal gå meget grumt igennem for at forsøge at redde sin mor – og sig selv.

Som sagt er sproget herligt let, forfatterens egen erfaring med at være adoptivfar brænder tydeligt igennem i de "rene" afsnit om Rikke og Mortens tanker og handlinger i forhold til Oskar. Den historiske gennemgang af Etiopiens mange kvaler er også rigtig fin, ligesom jeg faktisk synes, at familiens historie er godt beskrevet. Ind imellem blev det for banalt, men det store billede var i stand til at holde mig fanget. Det bringer mig så frem til mit eneste store kritikpunkt, nemlig delen om den afrikanske magi og Oskars rejse med masken: Den bliver en smule for meget for mig, selvom jeg ved, hvor meget magi betyder i store dele af Afrika. Jeg ser symbolet på Oskars indre rejse, men den bliver for fjern, specielt når den blandes ind i det realistiske plan omkring adoptionen, og i min optik fylder masken og magien altså for meget i en ellers interessant historie om identitet og adoption. Og skrive, det kan Lars Liebst Pedersen.

Originally published by Stine H, Litteratursiden.