Anmeldelse
Dødens bolig : Auschwitz-Birkenau af Peter Langwithz Smith
- Log ind for at skrive kommentarer
Imponerende dansk bog om Auschwitz-Birkenau går i detaljer om lejren, som er blevet synonym med holocaust og nazisternes ondskab. Værket vil blive stående i mange år som en påmindelse om de ord, som står på det store mindesmærke i Dachau: NIE WIEDER.
Endnu en bog om Auschwitz, fristes man næsten til at udbryde, men svaret er entydigt JA! Bogen har i høj grad sin berettigelse. Der findes megen litteratur om lejren på dansk, men ingen værker som er skrevet af en dansk forfatter, og hvor hele fremstillingen hviler på dokumentation og med nye, velunderbyggede kilder.
Peter Langwithz Smith udgav i 2004 bogen 'Auschwitz. En beskrivelse', og da han fik mange opfordringer til at skrive en ny bog om Auschwitz, besluttede han sig for at skrive en videnskabelig fremstilling af hele lejrens historie fra starten i 1940 til områdets historie efter krigen og om nogle af de mange retssager, som blev ført efter 2. Verdenskrig.
Temaerne er mange, og de er samlede under overskrifter som 'Lejrens oprettelse og etablering', 'Birkenau', 'Transport', 'Ankomst', 'Barakliv og dagligdag', 'Arbejde', 'Straffe', 'Sygdom' , 'Børn', 'Dødsfabrikkerne' mv. Langwithz har sat sig grundigt ind i sit stof, og de mange artikler er fyldt med faktaoplysninger og videnskabelige udredninger, suppleret med beretninger fra både ofre og gerningsmænd- og kvinder. Det er indimellem virkelig barskt læsning, som ikke er til at holde ud, som for eks. kapitlet om, hvordan man behandlede gravide og nyfødte. Der er dog enkelte lyspunkter – hvis man kan bruge det ord – blandt andet i beskrivelsen af den østrigske sygeplejerske Maria Stromberger, som langsomt blev en del af modstandsbevægelsen i lejren og dermed var med til at smugle private breve, men også vigtige informationer, til modstandsgrupper uden for lejren og dokumenter, som belyste forbrydelserne i lejren. Kort tid inden hun døde, udtalte hun: ”Hvad jeg gjorde var menneskepligt desværre kun en dråbe i havet.”
Selv om temaerne er rystende og forfærdelige, lykkes det for Langwithz Smith at bibeholde en nøgtern og sober beskrivelse uden at virke fordømmende.Teksten og de mange fotografier taler tydeligt for sig selv. Bogens mange illustrationer består af originale fotos, planer over de mange bygninger i lejren, tegninger lavet af fanger, portrætter, billeder af lejrlivet og fotos, forfatteren selv har taget.
Jeg har stor respekt for forfatterens arbejde og er taknemmelig for, at han har givet os et værk, som uden tvivl vil blive stående som et af de helt centrale værker om Auschwitz-Birkenau.
Brugernes anmeldelser