Døden i Wien

En smuk ung kvinde myrdes under mystiske omstændigheder – der er en aura af mystik om kvinden, som havde kontakt til den åndelige verden.

Charlotte Löwenstein findes myrdet, men kuglen, hun blev skudt med, finder man ikke. Desuden er døren til stuen låst indefra, og man findes et mærkeligt afskedsbrev. Kvinden, som var et kendt medie, afholdt sessioner hvor folk kunne kontakte de døde via hende.

Da kriminalkommisær  Rheinhart begynder sit opklaringsarbejde, afhøres den lille gruppe som jævnligt deltog i disse seancer. Også hans ven, psykologen Max Liebermann, forsøger at hjælpe ham. Men meget tyder på, at der er noget overnaturligt ved dette drab.

Romanen er den første i en serie om Max Liebermann, som er oversat til dansk. Den foregår i Wien i 1902, en tid hvor verdensbilledet ændrede sig, og udviklingen tog fart.
At de seks afsnit hver især beskriver sin del af opklaringens og tidens udvikling, fungerer godt, og man får en fin indsigt i tiden og det, folk var optaget af, f.eks. Freuds tanker om hysteri.

Romanen emmer af gode tids- og personbeskrivelser, man får god indsigt i personernes tanker og følelser. Det er ikke en bloddryppende krimi med en masse splat og blodsudgydelser, den står derfor i fin kontrast til nutidens krimier, bl.a. fordi den foregår i et meget sindigt tempo, og fordi man ikke havde så mange hjælpemidler til rådighed.

Selvom romanen kommer godt omkring tiden og nogen af begivenhederne fra den tid, vil jeg ikke udelukke, at det kunne gøres på færre sider. Beskrivelserne er til tider meget detaljerede, og det er måske typisk for den tids forfattere, men det betyder at opklaringen bliver meget langtrukken, og at man irriteres over de mange petitesser.