Anmeldelse
Dødelig medicin og organiseret kriminalitet af Peter C. Gøtzsche
- Log ind for at skrive kommentarer
Lægen Peter C. Gøtzsche retter i denne veritable gyser af en debatbog en meget skarp kritik mod medicinalfirmaerne og deres ufine metoder, som sætter patienternes liv på spil.
Professor, overlæge, dr.med. Peter Gøtzsche udtrykker sig i sin bog klart, ligefremt og provokerende. Han er i øvrigt kendt for sin polemiske facon, som blandt andet også kommer til udtryk i hans kritiske bog om brystkræftscreening. Selv om hans direkte og kompromisløse facon helt sikkert vil støde nogen, er han en mand, man ikke bare kan affærdige. Gøtzsche er nu leder af The Nordic Cochrane Center, som er et uafhængigt forskningsorgan, men han kender også medicinalbranchen indefra, da han selv har været ansat som lægemiddelkonsulent.
Gøtzsche lægger hårdt ud med at erklære, at lægemidler i Europa og USA er den tredjehyppigste dødsårsag efter hjertesygdomme og kræft! Han placerer skylden hos lægemiddelindustrien, hvis forskning betegnes som gennemkorrupt, fordi den i profittens hellige navn fifler med forskningsresultater og nedtoner eller undlader at nævne alvorlige bivirkninger. Han påviser, hvordan medicinalindustrien kan slippe af sted med det, fordi den i udstrakt grad bestikker læger, universitetsfolk, tidsskrifter, faglige organisationer, patientforeninger, journalister, myndigheder og politikere. En adfærd, Gøtzsche ikke tøver med at kalde mafiametoder.
Gøtzsche påpeger, at vi er stærkt overmedicinerede, og bogen vrimler med eksempler på, at meget medicin i bedste fald er virkningsløst, i værste fald dødbringende. Ikke mindst psykiatrien med dens vage definitioner af psykiske lidelser og en eskalering i antallet af diagnoser åbner et lukrativt marked for medicinalindustrien. Gøtzsche konkluderer, at ikke kun befolkningssundheden men også nationaløkonomien ville have gavn af en radikal indskrænkning af udbuddet af lægemidler.
Han erkender dog, at det er utopisk at tro, at der er en løsning på vej lige om hjørnet, men han ser dog små fremskridt. Han anbefaler blandt andet en etisk, behovsorienteret forskning varetaget af nonprofit-organisationer, at interessekonflikter, hvor læger modtager penge fra medicinalindustrien, skal undgås, og at medicinalindustriens aggressive markedsføring stoppes.
Bogen er en veritabel gyser, også selv om Gøtzsche skulle skyde lidt over målet. Han argumenterer godt og dokumenterer sine påstande så overbevisende, at man er nødt til at tage ham alvorligt. Det kan kun gå for langsomt med at iværksætte de nødvendige ændringer til beskyttelse af patienterne. Patienterne selv har ikke mange chancer for at gennemskue, om de er overmedicinerede med farlig medicin, og deres praktiserende læge kan måske heller ikke finde vej i medicinjunglen. Bogen er ikke svært tilgængelig og burde ideelt set være obligatorisk læsning for ansatte i sundhedsvæsenet og andre implicerede parter, men det er nok for meget at håbe på, at bogen vil nå så langt ud. Den kan også klæde patienterne lidt bedre på til at varetage deres egne, sundhedsmæssige interesser og i det mindste inspirere til en sund skepsis over for lægemiddelindustrien.
Brugernes anmeldelser