Dødedansen

Forfatteren til thrilleren Besværgelsen har i sin anden roman totalt skiftet genre. Den næsten biografiske fortælling er både en stærk kærlighedshistorie og en samfundsskildring.

I romanens efterord får man at vide, at fortællingens hovedperson i virkeligheden er forfatterens egen far, Stephan, som omkom ved en trafikulykke i Thailand i 2012. Allerede fra starten af romanen får man således at vide, at Stephan kun har 24 minutter tilbage af sit liv.

Den aldrende Stephan sidder på en bænk og venter på sin kone, Elise, der handler på markedet tværs over gaden. Mens han venter, prøver han at formulere et brev, som både skal være en kærlighedserklæring til sin elskede hustru på deres årsdag og samtidig også en undskyldning for, at han ikke har været i stand til at fortrænge sine dæmoner fra fortiden.

Disse dæmoner er et levn fra hans egen barndom, især påvirket af faderens oplevelser som frihedskæmper og hans efterfølgende problemer med at få en normal tilværelse til at fungere efter krigen. Faderens oplevelser under krigen har efterladt ham som en tikkende bombe, der pludselig en aften kulminerer i et sammenbrud, hvor han faktisk prøver at dræbe hele sin familie. Resten af fortællingen skildrer derefter både Stephans liv op igennem 50’erne, 60’erne og frem til i dag, og beskrivelsen bliver således dels både en stærk samfundsskildring af det danske samfund, som jo i de seneste 70 år har gennemgået temmeligt radikale ændringer, og dels også en intens skildring af Stephans kærlighed og dens væsen.

I disse dage kommer der en sand bølge af romaner, som på den ene eller anden måde tager afsæt i forfatterens egen historie eller familie. Disse ”forklædte” biografier har faktisk et stort publikum, og Morten Brackers skildring af sin egen far er bestemt et ganske godt bidrag til genren. Romanen er bygget op, så man dels er i nutiden og som læser ved, at hovedpersonen kun har få minutter tilbage at leve i, og dels gennemlever hans historie i store tilbageblik.

Selvom det måske for nogle vil være grumme irriterende, at man således ved, at hovedpersonen dør lige om lidt, så må man faktisk også erkende, at dette spring i tid egentlig fungerer ganske udmærket.

Sprogligt er der tale om et solidt stykke håndværk, om end man lige skal vænne sig til den til tider noget højtidelige og højstemte sprogtone, men det hele fungerer fint, og bogen rammer bredt til læsere af begge køn. Om man så i det hele taget bryder sig om denne type roman, er jo så en helt anden sag, men for mig personligt foretrækker jeg så helt klart Morten Bracker som spændingsforfatter.