Digte

Den unge nationaldigters første samling kom i 1802. Dette er en nyudgivelse med den oprindelige tekst, tilføjet grundig efterskrift af Johan de Mylius og omfattende litteraturliste og noteapparat.

I litteraturhistorien kaldes samlingen normalt ’Digte 1803’, men den kom i slutningen af 1802, men undertitlen kunne forlænge aktualiteten. Efter eget udsagn (Oehlenschlägers erindringer) havde han allerede i sommeren 1802 en samling klar – han havde endda fået forskudshonorar for den – da han mødte den dansk-norske naturfilosof Heinrich Steffens, der ganske betog den meget unge digterspire. Et længere møde mellem de to resulterede i, at Oehlenschläger kasserede den ellers færdige samling (med undtagelse af få digte), gik hjem og skrev 'Guldhornene' og senere hele samlingen.

Det er naturromantik og en dyrkelse af fortiden med mange gendigtninger af gamle folkeviser. Han var sandsynligvis inspireret af de tyske universalromantikere, der også dyrkede fortiden og især de græske og romerske guder, mens Oehlenschläger valgte de mere krigeriske nordiske guder, hvad han ofte er blevet kritiseret for.

Ikke meget af hans digtning står tilbage i dag. Det drejer sig især om den kanoniserede 'Guldhornene', som enhver tidligere gymnasieelev i hvert fald kan recitere indledningen af samt naturligvis nationalsangen 'Der er et yndigt land' fra 1819. Kun den første er med i debutsamlingen, der også rummer den morsomme Holberg-arv 'Sanct Hansaften-Spil', der ovenikøbet er lidt erotisk dristig – i hvert fald efter tidens norm – i slutningen.

Det er overraskende forfriskende at læse især de gamle ”Romanzer”, som vi nok ville kalde ballader, og efterskriften kommer meget interessant omkring både tilblivelseshistorie, modtagelse i samtiden og litterær vurdering i eftertiden.