Anmeldelse
Det stille vand af Jan-Sverre Syvertsen
- Log ind for at skrive kommentarer
En tsunami af mord rammer en række norske diplomater.
Det stille vand foregår ca. et par år efter tsunamien i Sydøstasien, 2. juledag 2004. Norge bliver udsat for en række diplomatmord, som dog forsøges camoufleret som hændelige uheld. I forbindelse med mordene findes ofrene i alle tilfældene nøgne og i en seksuel situation, som ikke kan misforstås.
Lisa Lunde, politibetjent, og Sander Mørk, psykolog som hjælper med, at lave profiler af morderen fra sidelinjen, arbejder sammen for at finde en sammenhæng mellem mordene, og hvordan ofrene udvælges.
Hvorfor er netop diplomaterne i fokus, og er der mon nogen, som er blevet forbigået eller "tvangsflyttet" undervejs? Og ikke mindst spørgsmålet om, hvem der havde ansvaret, da norske turister måtte vente flere dage på at blive transporteret hjem efter tsunamien, og på at få noget at vide om, hvad der var sket med deres pårørende.
Morderen beskrives som en smuk og velklædt kvinde, som åbenbart skifter udseende fra gang til gang. Hun vælger sine ofre med omhu, og tilbyder at opfylde deres seksuelle drømme. F.eks bliver det første offer udsat for kvælningssex, men fælles for alle mordene er rebet, som er væsentligt i denne sammenhæng.
Dette er den anden bog i serien om Lisa og Sander. De har et godt og tæt samarbejde, hvor det netop er et plus, at de arbejder indenfor hver sit felt, og derfor kan anskue sagerne fra forskellige vinkler.
Romanen er godt skrevet, spændende og også bedre end den første, som hed "Øjne blå". Den er som udgangspunkt lidt langsommelig, men rigtig spændende når man først kommer i gang. En forfatter som nok skal nå langt, hvis han fortsætter i samme spor.
Brugernes anmeldelser