Dengang vi var bønder

Denne overdådigt illustrerede og indholdsrige bog giver et glimrende indtryk af bondelivet i 1700- og 1800-tallet.

Peter Henningsen er historiker og etnolog og museumschef for Frilandsmuseet Det Gamle Danmark i Lyngby. De fleste danskere er rundet af bondeæt, og med denne bog får vi et levende og nuanceret indtryk af bondelivet i det 18. og 19. århundrede, fint understøttet af talrige velvalgte illustrationer.

Første halvdel af bogen giver en bred kulturhistorisk beskrivelse af bondens liv i perioden og er umiddelbart tilgængelig for alle interesserede. Anden halvdel af bogen omhandler byggeskikken i forskellige egne af landet flot belyst ved plantegninger og talrige fotos af bondegårde. Denne del bygger på et storstilet forskningsprojekt, der nu er skrinlagt, men det store materiale findes i arkiverne. Her er fagterminologien og detaljeringsgraden så fremherskende, at den del må siges at være for feinschmeckere.

Bønderne var nederst i det sociale hierarki. De blev betragtet som dumme og dovne, og det påvirkede deres selvopfattelse. De lukkede sig om deres egne små samfund, holdt fast i det velkendte og passede på ikke at stikke ud fra mængden. Deres livsstil gav anledning til mange kritiske kommentarer fra præster og læger og andre embedsmænd i samtiden, og dem får vi flere smagsprøver på.

I begyndelsen var de fleste fæstere, men på forskellige vilkår. Hvis man var underlagt en godsejer, der var mere interesseret i bøndernes afgifter end deres arbejdskraft, havde de rimelige kår med tid til at dyrke deres egen jord. Var de derimod fæstere under en godsejer med vidtstrakte jorder, fik de ikke meget tid til at dyrke deres egen jord. Det afspejlede sig i gårdenes udseende. På Sjælland var de usle og dårligt byggede, men I Østjylland og på Fyn med de fede jorde og lempeligere fæsteforhold var gårdene smukt og solidt byggede.

Man kommer tæt ind på livet af bonden, hans dagligdag, klædedragt, bolig og bohave og hans livssyn. I begyndelsen af perioden får man således en god fornemmelse for de små, beklumrede stuer, hvor man omhyggeligt holdt døre og vinduer tæt tillukkede for at holde på varmen. Dertil kom alle de småkravl, der befandt sig i stuen med den sundhedsrisiko, det indebar. Senere da bønderne fik råd til at bygge større og bedre, klumpede de sig paradoksalt nok sammen i de mindste værelser.

Efterhånden blæste der nye politiske vinde. Andelsbevægelsen, højskolerne og grundtvigianismen var med til at gøre bønderne selvbevidste i en sådan grad, at de blev en trussel mod det stærkt konservative Højre, der mente, at bønderne fortsat skulle behandles som umyndige børn. Deres kår blev forbedrede, og påvirket af konjunkturerne ude i verden blev bønderne mere forandringsparate. Den udvikling fra et simpelt, statisk bondeliv som fæstere til selvejere med en voksende selvfølelse er meget fint beskrevet.