Den som han peger på

Overnaturlig krimi om en seriemorder, der kan rejse i tiden. Plottet er vist aldrig set før, men det kan desværre ikke bære historien hjem.

Historien starter under 30’ernes depression i Chicago. Harper Curtis hutler sig gennem tilværelsen, da han under jagten på mad dræber en blind kvinde og kommer i besiddelse af en nøgle til et mystisk hus. Huset kan åbne op til andre tidsperioder, og Harper begynder nu at rejse i tid og rum for at opspore og myrde, hvad han kalder sine ”Lysende piger”. Ved hvert af sine ofres mishandlede kroppe lægger han en lille genstand fra fremtiden – en genstand som har tilhørt en af hans andre ofre.

I 1989 hedder hans offer Kirby Mazrachi, men på mod alle odds overlever hun hans forsøg på at slå hende ihjel. I 1992 får hun ansættelse på den lokale avis, og nu begynder hun sin egen eftersøgning efter lignende uopklarede mord. Hun får hjælp af en tidligere garvet kriminalreporter, Dan Valasquez, og selvom ingen vil tro på hendes fantastiske teori om en morder, der kan forsvinde i tiden, kommer hun hele tiden nærmere ”Huset” og dens gerningsmand. Omvendt er Harper Curtis på sporet af hende, for det ikke var meningen, at hun skule overleve, og nu kræver ”Huset”, at han gør sit arbejde færdigt.

Beukes er en dygtig skribent, ingen tvivl om det, og langt hen ad vejen holder hendes fantastiske historie ganske pænt, hvis man vel at mærke spiller med på det der hokus pokus med at kunne rejse i tiden. Beskrivelserne af de forskellige tidsperioder og de tilhørende ofre er ganske interessante, men desværre bliver det hele alt for hurtigt til en omgang intetsigende voldsorgier. Den dybere forklaring på, hvorfor Harper egentlig handler, som han gør, glider ud i sandet. Omvendt er Kirby beskrevet som en overlever, der meget klichéagtigt handler ud fra en lommefilosofi om, at det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Hvis bare man så i det mindste kunne have relateret sig til en ordentlig beskrevet heltinde eller skurk for den sags skyld, ville historien nok have haft bedre chancer, men selv disse hovedpersoner forekommer overfladiske og meget lidt vedkommende.

Plottet er som nævnt godt fundet på, men historien og personerne holder altså ikke i længden, og som læser står man tilbage med en underlig uforløst fornemmelse.